Skatteyderen A, der er kunstinteresseret, er eneanpartshaver i selskaberne S1 og S2. S1 laver undervisningsmateriale til S2, der driver undervisningsvirksomhed. S1 har adresse på A´s privatadresse.
S1 indkøbte forskellige kunstgenstande, herunder et maleri af P.S. Krøyer og et litografi af Andy Warhol. Under et revisionsbesøg hos skatteyderen bemærkede skattemyndigheden, at kunstgenstandene befandt sig i skatteyderens hjem. Skattemyndighederne beskattede herefter A af værdien af fri kunst. Landsskatteretten stadfæstede beskatningen. For Østre Landsret søgte skatteyderen at godtgøre, at han ikke havde haft kunsten til rådighed. Der var under sagen afgivet forskellige forklaringer om hvor kunstgenstandene befandt sig. I en syns- og skønserklæring blev det oplyst, at As private hjem ikke var egnet til opbevarelse af billedkunst. En række vidner oplyste, at de aldrig havde set maleriet af Krøyer eller de andre kunstgenstande ved besøg i A´s private hjem, men at en del af vidnerne havde bemærket Krøyer-maleriet på A´s kontor hos H2. A forklarede, at kunstgenstandene var i hans private hjem under revisionsbesøget, da han var gået ud fra, at kunstværkerne skulle være til stede under revisionsbesøget.
Østre Landsret kom frem til, at da kunstgenstandene blev konstateret at være til stede i A´s hjem under revisionsbesøget, da kunstgenstandene var egnede til privatbenyttelse, og da A var eneanpartshaver med fuld adgang til at råde over S1, var der en formodning for at kunstgenstandene havde været anvendt privat af A. Uanset at Krøyer-maleriet efter vidneudsagnene ikke kunne antages udelukkende at have befundet sig A´s private hjem, måtte dets placering – i A´s private hjem eller på kontoret hos S2 – antages at være sket i A´s personlige interesse og ikke i S1 eller S2´s interesse. Det måtte derfor lægges til grund, at Krøyer-maleriet også havde været til A´s rådighed og dermed private anvendelse, når det havde været på H2´s kontor. A fandtes ikke at have afkræftet formodningen for den private anvendelse, idet det tillagdes vægt, at kunstgenstandene befandt sig i A´s hjem under revisionsbesøget, og at der fra A og hans rådgivere under sagen var afgivet forskellige forklaringer om hvor kunstgenstandene havde befundet sig. Værdien af den private benyttelse blev sat til 6% af kunstgenstandenes anskaffelsessum årligt. (SKM 2006.550 ØLD)
Kommentar:
Dommen er forståelig omkring den private benyttelse. Der er dog et par enkelte led i dommens præmisser, som skal have et par kommentarer med på vejen.
Det er ikke usædvanligt, at virksomheder har investeret i kunst til udsmykning af kontorer, mødelokaler m.v. Hvor virksomhedens kunstgenstande på ethvert tidspunkt befinder sig vil det være umuligt at bevise efterfølgende. Den af landsretten anvendte formodningsregel må derfor alene gælde, når det kan konstateres, at kunstgenstandene befinder sig eller har befundet sig i skatteyderens private hjem.
Når det kan konstateres, at kunstgenstande i perioder eller hele tiden har befundet sig på virksomhedens adresse, bør man ikke beskatte af privat rådighed. Kammeradvokatens begrundelse for beskatningen af A var, at Krøyer-maleriet var købt af S1, der jo havde adresse på A´s privatadresse, og at det var ophængt på A´s kontor hos S2. Det var i A´s interesse at maleriet var placeret i A´s kontor hos S2, idet en placering der var et alternativ til at have det placeret i det private hjem. Denne argumentation er ikke urimelig.
I sine præmisser følger landsretten dog ikke Kammeradvokatens argumentation. Landsretten anfører, at placeringen hverken er i S1 eller S2´s interesse. Jeg mener at det sagtens kan være i S2´s interesse, at maleriet er placeret i A´s kontor. Landsrettens præmis kan fortolkes derhen, at det ikke er i et selskabs interesse, at der er placeret kunst på dets adresse. Dette er ikke korrekt, og det strider i hvert fald mod de regler om afskrivning på kunstnerisk udsmykning, som findes i afskrivningslovens § 44 A og 44 B.