Et selskab spurgte Skatterådet om de ansatte ville blive beskattet af værdi af fri bil til rådighed, såfremt de ansatte foretog testkørsel af selskabets bil mellem hjem og arbejdsplads. Selskabet drev virksomhed med udvikling af kompressorer til bilmotorer. I forbindelse med udviklingsarbejdet blev kompressoren installeret i en almindelig personbil. Installationen medfører at bagsædet tages ud. Selskabet har opnået afgiftsfritagelse for personbilen, så længe den bliver brugt i testforløbet. Måledata vedrørende den installerede kompressor indsamles automatisk af installeret måleudstyr.
For at få en så realistisk test af kompressorerne som muligt, påtænkte selskabet at lade sine ansatte anvende testbilen til kørsel mellem hjem og arbejde. For den enkelte ansatte ville der højest blive tale om 20 testkørsler årligt. Den ansatte, der skal udføre en testkørsel, ville blive udvalgt tilfældigt, og ville skulle lade sin private bil stå på arbejdspladsen. Den tid, der blev anvendt på testkørslen mellem hjem og arbejde ville fragå i den ugentlige arbejdstid på 37 timer. Fra selskabets side ville det udtrykkeligt blive gjort klart for den ansatte, at testbilen ikke må anvendes til privat kørsel, ligesom der ikke ville kunne foretages befordringsfradrag når der foretages en testkørsel.
Skatterådet nåede frem til at testkørslerne mellem hjem og arbejde ville være skattepligtige for de ansatte, idet der ville være tale om fri bil. Selskabet påklagede afgørelsen til Landsskatteretten. Landsskatteretten nåede frem til, at de ansatte ikke ville blive beskattet af fri bil, da testkørslerne måtte anses for vareafprøvning. Landsskatteretten lagde vægt på, at der max ville være tale om 20 testkørsler pr. ansat årligt, at udvælgelsen af testkører var vilkårlig ud fra testens formål, at tiden i testbilen indgik i den ugentlige arbejdstid samt at testbilen var fritaget for registreringsafgift. Landsskatteretten gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at det var en forudsætning for at undlade beskatning, at den ansatte var afskåret fra at råde over bilen privat, hvilket betinger skriftlig aftale herom mellem ansat og selskab samt at medarbejderen kan dokumentere ikke at have kørt privat i testbilen, f.eks. ved føre kørebog for de dage, hvor bilen medtages til privatboligen.
(SKM 2007.596 LSR)
Kommentar:
Selv i skattesystemet sejrer den sunde fornuft en gang imellem. Men det holder hårdt, og der skal kæmpes. Landsskatterettens afgørelse er korrekt, idet Landsskatteretten lægger til grund, at kørslen – uanset at den skulle ske mellem hjem og arbejdsplads – var begrundet i ønsket om en så realistisk afprøvning som muligt, og dermed i selskabets forhold. Men Landsskatteretten undlader ikke at gøre opmærksom på, at dydens stig er smal, og at det er op til selskabet og den ansatte at sikre sig dokumentation for, at der ikke bliver tale om anden privat kørsel for den ansatte.