I min seneste artikel fra juni måned om spamming og markedsføringsreglernes anvendelse på SMS og MMS redegjorde jeg for at der var regler på vej fra EU om lettelser i adgangen til at markedsføre sig på denne måde. Jeg redegjorde for, at forretningsdrivende ville komme til at kunne sende uopfordrede reklamer ud til kunder.

Den 10. juni er der vedtaget en ændring af markedsføringslovens § 6 a, der implementerer dette.

Reglen siger, at en erhvervsdrivende, der har modtaget en kundes elektroniske adresse fra denne i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, kan sende uopfordrede reklamer ud pr. elektronisk post til adressen. Reklamerne skal dog være for produkter eller tjenesteydelser, der er ligeartede med dem, der er blevet købt af kunden. Kunden skal have mulighed for at sige fra enten i forbindelse med afgivelsen af adressen til sælgeren, eller ved efterfølgende henvendelser.

Det vil sige, at retsstillingen efter 25. juli 2003, hvor loven træder i kraft, er, at der gælder en opt-in ordning for almindelig fremsendelse af elektronisk markedsføringsmateriale, og en opt-out ordning, hvis der er tale om elektronisk markedsføring overfor bestående kunder efter den nye § 6 a.

(Lov nr. 450 af 10. juni 2003)