Sagen vedrørte en udviklingsingeniør F, som under sin ansættelse hos Oticon fik til opgave at udarbejde en integreret tilbehørsløsning til et bestemt høreapparat.
Konkret fandt F en ny måde at koble tilbehøret til høreapparatet på, som blandt andet indebar sikrings- og designmæssige elementer og virksomheden indgav senere patentansøgning vedrørende opfindelsen, som også blev patenteret.
F anmodede herefter virksomheden om at anerkende, at han var berettiget til godtgørelse efter Lov om arbejdstageres opfindelser, hvilket virksomheden imidlertid afviste.
Sø- & Handelsretten nåede – efter en indgående gennemgang af F´s ansættelsesforhold og opgaver i det hele taget – frem til, at F var ansat som udviklingsingeniør og at han, da han fik stillet den konkrete opgave, af kravspecifikationerne nærmere kunne udlede, hvilke krav der ønskedes opfyldt. Sø- & Handelsretten nåede videre frem til, at segmentet for tilbehør af den pågældende art var temmelig lille og at opfindelsens anvendelse derfor kun vil have beskeden betydning for det samlede produkt.
Henset hertil fandt Sø- & Handelsretten herefter ikke, at opfindelsen havde en værdi, der oversteg hvad det under hensyn til F´s arbejdsforhold i det hele taget med rimelighed kunne forudsættes at han skulle præstere.
(Sø- & Handelsrettens dom af 20. maj 2005)