Som der tidligere er beskrevet i Lovorientering, herunder med hensyn til ændringen af markedsføringslovens § 6 a den 10. juni 2003, må man ikke i markedsføringsøjemed rette erhvervsmæssig henvendelse til nogen ved brug af e-mails eller telefax, medmindre de forudgående har anmodet om det. Hvis der er tale om en henvendelse efter den 25. juli 2003 må en erhvervsdrivende, der har modtaget en kundes elektroniske adresse fra denne i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse dog gerne sende uopfordrede reklamer ud pr. elektronisk post til adressaten, forudsat at der er tale om reklame for produkter eller tjenesteydelser, der er ligeartede med dem, der blev købt af kunden, da adressen blev overgivet, og kunden skal have mulighed for at sige fra enten i forbindelse med afgivelsen af adressen til sælgeren eller ved efterfølgende henvendelser.
Når der er tale om markedsføring, som finder sted uopfordret på anden måde, f.eks. med almindelige breve, er dette tilladt, medmindre den enkelte modtager har frabedt sig det.
Der er netop offentliggjort en dom fra maj måned 2003 om markedsføring over telefaxer og e-mails.
Der var udsendt ikke under 156 telefaxer og e-mails hovedsagligt til erhvervsdrivende uden, at modtagerne forudgående havde anmodet om det. Det anpartsselskab der udsendte markedsføringsmaterialet fortsatte sin ulovlige markedsføring efter, at selskabet af de danske myndigheder var blevet vejledt om indholdet af reglerne i markedsføringslovens § 6 a. Selskabet kan derfor ikke siges at have været i nogen undskyldelig retsvildfarelse om reglerne på udsendelsestidspunktet. Hovedparten af modtagerne var erhvervsdrivende, som med Sø- og Handelsrettens ord har måttet spilde tid og arbejdskraft på at læse og behandle telefaxer og e-mails og at skaffe sig af med disse henvendelser.
At der før forbuddet mod uanmodet henvendelse via e-mails og telefaxer var blevet vedtaget, var foretaget den slags markedsføring uden, at modtagerne havde protesteret, er der ikke efter markedsføringslovens § 6 a konstitueret et stiltiende samtykke, og der kunne således ikke understøtte en organisation om, at modtagerne havde givet tilladelse til at modtage henvendelserne.
Dommen er med til at beskrive, hvilke kriterier, der skal ind-drages ved fastsættelse af bødens størrelse og lagde vægt på følgende:
De foreliggende oplysninger om
udsenderselskabets forhold,
antallet af henvendelser,
antallet af modtagere,
den gene som henvendelserne har medført for
modtagerne, og
de økonomiske skader som henvendelserne har
medført for modtagerne.
På den baggrund med bøden fastsat til kr. 15.000,00
(Sø- og Handelsrettens dom af 1. maj 2003, UfR 2003/1855 SH).