Det kan være af stor skattemæssig betydning hvad man kalder sine dispositioner mellem nærstående parter, og det er denne afgørelse et eksempel på.
Et dansk moderselskab havde over for et engelsk datterselskabs bank afgivet et letter of support, hvori moderselskabet erklærede at ville friholde banken for ethvert tab på engagementet med datterselskabet. Moder- og datterselskab var sambeskattede. I 1997 var datterselskabet uden aktivitet eller aktiver og skyldte banken 614.215 GBP. Moderselskabet overførte 614.215 GBP til datterselskabet. Datterselskabet indfriede herefter bankgælden. I anmeldelsen af betalingen til udlandet anførte moderselskabet, at der var tale om erhvervsmæssigt udlån til koncernselskab i England.
Skattemyndigheden fandt, at der var tale om et skattepligtigt tilskud til det engelske datterselskab. Skattemyndigheden accepterede at overførslen var sket for at datterselskabets gæld til banken kunne betales, men myndigheden fandt, at der ikke var tale om en betaling i henhold til en kautionsforpligtelse, da der ikke var sket betaling direkte til banken. Banken havde i øvrigt ikke lidt tab, da datterselskabet havde indfriet gælden. Skattemyndigheden anerkendte samtidig ikke at der var tale om et udlån til datterselskabet, da datterselskabet var uden aktiver eller aktivitet og således ikke kunne tilbagebetale moderselskabet.
Landsskatteretten fandt, at der var tale om betaling i henhold til en kautionsforpligtelse. Landsskatteretten lagde til grund, at datterselskabet anvendte det overførte beløb til at indfri banken, at overførslen udsprang af moderselskabets forpligtelse over for banken, samt at overførslen ikke var sket i et forsøg på at opretholde aktivitet i datterselskabet. (SKM 2005.58 LSR)
Kommentar:
Landsskatterettens kendelse viser, at en sag kan få et forskelligt udfald alt efter om man ser på formaliteten eller realiteten. Landsskatteretten valgte realiteten. Taget ud fra selskabernes faktiske handlinger, er det korrekt at banken ikke led noget tab, da datterselskabet indfriede bankens tilgodehavende, og kautionen blev derfor aldrig aktuel. Omvendt var det i sagen ubestridt, at formålet med betalingen til datterselskabet var, at datterselskabet skulle indfri bankens tilgodehavende. Den alternative (og korrekte) fremgangsmåde havde været at moderselskabet havde betalt direkte til banken.
Uanset at Landsskatteretten valgte at se på realiteten, skal Landsskatterettens bemærkning om at overførslen ikke var et forsøg på at opretholde aktivitet i datterselskabet ikke undervurderes. Havde det ikke været ubestridt, at overførslen var til dækning af bankens tilgodehavende, kunne datterselskabet have risikeret, at man var blevet stående ved de faktiske handlinger med en tilskudsbeskatning til følge, idet man så måtte bedømme de skattemæssige konsekvenser ud fra de foretagne handlinger og ikke handlingernes formål.
Det kan derfor stærkt tilrådes at der er overensstemmelse mellem formaliteten (de faktiske handlinger) og realiteten (det formål man søger at opnå med handlingerne).