I 1999 blev medarbejderen M ansat som receptionist i As virksomhed. Kort tid efter ansættelsen fik M diagnosticeret en kronisk sygdom. M, der stadig var ansat på prøve, oplyste As ægtefælle herom. Grundet den kroniske sygdom var M herefter sygemeldt i flere perioder fra 1999 til 2001. Under sygdomsperioderne fik M udbetalt sygedagpenge ifølge den mellem parterne indgåede ansættelsesaftale, hvori det var anført, at der udbetales sygedagpenge under sygdom.
Efter Ms opsigelse af ansættelsesforholdet i 2001 gjorde M krav på forskellen mellem den løn, hun havde fået udbetalt under sygdomsperioderne og den fulde løn samt feriepenge heraf. Indledningsvist blev sagen indbragt for Arbejdsretten, idet det blev gjort gældende, at der forelå en overenskomst, hvilket Arbejdsretten imidlertid afviste.
Seks måneder efter Arbejdsrettens dom blev sagen anlagt ved de almindelige domstole. M gjorde til støtte for sin påstand gældende, at hun ikke havde handlet svigagtigt ved at tilbageholde oplysninger om sin sygdom, hvorfor hun efter funktionærlovens § 5 havde krav på fuld løn under sygdom samt feriepenge heraf.
A gjorde til støtte sin frifindelsespåstand blandt andet gældende, at der var aftalt 2 forskellige timelønninger, alt efter om M mødte på arbejde eller ej. Samtidig gjorde A et krav mod M om tilbagebetaling af løn gældende, idet A påstod, at M i forbindelse med ferie havde fået udbetalt for meget i løn.
Vestre Landsret fandt, ligesom byretten, at M ikke havde handlet svigagtigt ved at tilbageholde oplysninger om sin sygdom, hvorfor hun havde krav på fuld løn under sygdom. Endvidere fandt landsretten (modsat byretten), at feriepengekravet var et accessorium til lønkravet, som var forfulgt uden ugrundet ophold, og derfor ikke var forældet, idet M umiddelbart efter sin fratræden rejste kravet om fuld løn i sygdomsperioderne. Endelig fandt landsretten ikke, at A havde godtgjort, at M havde fået for meget udbetalt (Vestre Landsrets dom af 7. juli 2005 i ankesag 6. afdeling nr. B-1829-04).