For visse sager gælder nogle nye procesregler, som betyder, at en retssag gennemføres med en mere aktiv medvirken fra retten. Mange vælger at bruge deres advokat til at føre sagen, mens nogle vælger at vente med at koble advokaten på til den afsluttende hovedforhandling i retten og nogle vælger selv at gennemføre sagen.
Mit råd til dig er, at du selv vurderer hvor vigtig sagen er for dig. Vurder også om der er alternative muligheder, f.eks. mediation og retsmægling. Du kan læse mere om mediation her og om retsmægling her.
Hvilke sager er småsager?
Småsager er civile sager om mindre krav. De særlige regler for småsager gør behandlingen både billigere og hurtigere .Følgende sager kan behandles
som småsager:
Sager med en økonomisk værdi på højst 50.000 kr. uden renter og omkostninger
Sager, der ikke har økonomisk værdi, men hvor påstanden f. eks. er, at sagsøgte skal dømmes til at udføre en bestemt handling
Sager, hvor begge parter aftaler, at de vil have sagen behandlet efter reglerne om småsager.
Reglerne kan ikke anvendes på ægteskabssager, forældremyndighedssager, faderskabssager, værgemålssager, sager om prøvelse af administrativ frihedsberøvelse eller adoption, mortifikationssager og private straffesager.
Hvis sagen angår særlig komplicerede spørgsmål, eller hvis sagen har særlig vidtrækkende betydning for en part, kan retten bestemme, at reglerne om småsager ikke kan anvendes på sagen.
Parterne kan hver især anmode retten om, at sagen behandles uden anvendelse af reglerne for småsager. Det er retten, der træffer afgørelse om spørgsmålet, med mindre parterne er enige om, at reglerne om småsager ikke skal anvendes på sagen.
Der er lavet en særlig stævningsblanket og en svarskriftsblanket til brug for småsagerne. Det er frivilligt, om man vil benytte blanketterne.
Hvordan forløber en småsag?
Du anlægger en småsag ved at indlevere en stævning til byretten, hvor den sagsøgte bor. Den, der anlægger sagen, kaldes sagsøgeren. Den, sagen anlægges mod, kaldes sagsøgte.Når retten har modtaget stævningen, bliver stævningen forkyndt for den sagsøgte. Det sker som regel ved, at en af rettens stævningsmænd tager ud og afleverer stævningen til sagsøgte personligt. Retten sender en vejledning til sagsøgte sammen med stævningen. Sagsøgte har 14 dage til at svare på stævningen, hvis sagsøgte vil protestere mod sagsøgerens krav.
Hvis retten ikke modtager et svar (svarskrift) fra sagsøgte, vil retten som regel afsige en udeblivelsesdom efter sagsøgerens påstand. Retten sender dommen til begge parter.
Hvis sagsøgte sender et svarskrift, vil retten træffe beslutning om, hvad der videre skal ske i sagen.
I småsagerne er det rettens opgave at hjælpe parterne med at forberede sagen. Retten vil tage kontakt til parterne for helt præcist at få afklaret, hvad parterne er enige og uenige om. Retten vil også tale med parterne om, hvilke beviser der er i sagen. Hvis der er behov for at få lavet en sagkyndig erklæring om f.eks. nogle tekniske spørgsmål, vil retten hjælpe med at lave spørgsmål til den sagkyndige. I særlige tilfælde kan det være nødvendigt for retten at indkalde parterne til et forberedende møde.
Hvis det viser sig, at retten ikke kan få parterne til at finde en fælles løsning på sagen, vil retten lave en skriftlig fortegnelse over parternes påstande og begrundelser for påstandene. Fortegnelsen vil blive sendt til parterne. Retten vil herefter afslutte sagens forberedelse og beramme et retsmøde, der kaldes en hovedforhandling. På dette tidspunkt kan det være en fordel, at parterne får bistand af en advokat.
Under hovedforhandlingen kan parterne og eventuelle vidner afgive forklaring og fremkomme med deres afsluttende bemærkninger til sagen. Hvis parterne stadig ikke kan enes om en løsning på sagen, vil retten optage sagen til dom. Dommen er rettens skriftlige afgørelse i sagen. Dommen vil som udgangspunkt blive afsagt senest 14 dage efter hovedforhandlingen.
Blankethjælp:
Du kan hente blanketter her:
https://www.domstol.dk/selvbetjening/blanketter-og-vejledninger/
Se indledningen om eventuelle alternativer, herunder eventuel advokatbistand til din sag.
Omkostninger
Hvis du har retshjælpsforsikringsdækning eller fri proces kan du få din advokat betalt, men kun for deltagelse i hovedforhandlingen. Mange har brug for en advokat til forberedelsen, som er ret vigtig for enhver retssag. Du kan selv aftale vilkårene herfor med din advokat.
Du kan her læse mere om sagsomkostninger i småsagsprocessen:
Du kan her læse mere om sagsomkostninger i småsagsprocessen:
Denne artikel er skrevet af advokat (H) Allan Ohms – du kan kontakte mig på ao@forumadvokater.dk eller +45 4638 03 21
Allan Ohms er uddannet mediator og fungerer som retsmægler under Østre Landsret. Forum Advokater har flere uddannede mediatorer, se faktaboks.