Som led i et vækstfremmeinitiativ blev der i 1991 indført bestemmelser om særlige aktier – ideaktier. Tanken bag ordningen er, at et opfinder- eller udviklingsprojekt skal kunne overdrages til et selskab uden beskatning for opfinderen, såfremt vederlæggelsen af projektet alene sker med aktier i det selskab, som projektet bliver overdraget til. Beskatningen af det overdragne skal ske, når aktierne afhændes eller senest 10 år efter at projektet er overdraget til selskabet.

I en bindende forhåndsbesked har Ligningsrådet givet tilladelse til, at ide-aktier kan aktieombyttes med den konsekvens, at de ved aktieombytningen modtagne aktier også anses for ide-aktier (succession), der senest skal beskattes i 2008. Der var tale om aktier i et udviklingsselskab, som var anskaffet i 1999. Det påtænktes nu at indgå i et samarbejde med en international virksomhed og i den forbindelse skulle opfinderens aktier byttes ud med aktier i den internationale virksomhed, mens udviklingsselskabet ville blive datterselskab for den internationale virksomhed.

Kommentar:
Ide-aktieordningen har som filosofi, at der først skal ske beskatning af et opfinder- eller udviklingsprojekt, når projektet har vist sin levedygtighed. Herved undgås, at opfinderen beskattes når projektet overdrages til et selskab, og at han senere skal have et (fradragsberettiget) tab, såfremt projektet ikke er levedygtigt. Et opfinder- eller udviklingsprojekt er typisk kendetegnet ved, at ideerne er der, men de er endnu ikke omsat til penge. Da skatten ellers ville blive opkrævet først (ved overdragelse til selskabet), ville det likviditetsmæssigt være en stor byrde at overdrage et projekt til et selskab. Med ide-aktieordningen er der skabt mulighed for at finansiere de gode ideer. Der kan være tale om et udviklingsprojekt, hvor der mangler kapital til den videre udvikling. Her kan opfinderen overdrage projektet til et selskab, og andre investorer kan skyde kapital ind til videreudvikling.

Med den bindende forhåndsbesked er det bekræftet, at muligheden for finansiering uden skat er til stede, hvor yderligere kapital til videreudvikling tilføres projektet i forbindelse med en aktieombytning.

(Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 18. november 2003).