Skattevæsenet behøver ikke altid at respektere parternes aftaler, og denne afgørelse er et eksempel på dette, ligesom den tager stilling til udbytteskævdeling.
Sagens baggrund var, at der i et anpartsselskab var truffet beslutninger mellem ejerne om, at der skulle finde en skævdeling af udbyttet sted. Det vil sige, at anpartshaverne havde besluttet et enkelt år, at den ene anpartshaver ikke skulle have så meget i udbytte, som hans ejerandel egentlig betingede.
Helt konkret havde den pågældende anpartshaver i henhold til sin ejerandel ret til et udbytte på 46.860 kr., men parterne havde indgået en mundtlig aftale om, at han alene skulle have 32.500 kr. i udbytte.
Skattemyndighederne forhøjede hans indkomst med 14.360 kr. i forbindelse med skatteansættelsen, således at udbyttet svarede til hans ejerandel – helt i strid med parternes mundtlige aftale.
Landsskatteretten erkendte, at skævdelingen måtte være aftalt mundtligt mellem anpartshaverne, men lagde vægt på, at hverken vedtægterne eller en anpartshaveroverenskomst indeholdt en bestemmelse om skævdeling. Endvidere udtalte landsretten, at et udbytte først er endeligt erhvervet, når det er deklareret på selskabets generalforsamling. I den konkrete sag var det ikke godtgjort, at anpartshaveren forud for fastsættelsen af udbyttet på generalforsamlingen havde givet afkald på en del af sit udbytte på en sådan måde, at han ikke længere var berettiget til udbytte svarende til sin ejerandel. Derfor måtte Landsskatteretten lægge til grund, at den civilretlige situation på generalforsamlingstidspunktet var den, at anpartshaveren var berettiget til udbytte svarende til sin ejerandel, og dermed måtte han også skattemæssigt behandles sådan.
TfS 2006/397.