Medarbejders adfærd berettigede ikke til bortvisning.

En mandlig medarbejder, der var ansat som medhjælper i et byggemarked, blev bortvist af sin arbejdsgiver. Bortvisningen var begrundet med, at medarbejderen ved flere lejligheder havde krænket sine kvindelige kolleger. Medarbejderen bestred rigtigheden heraf, og mente sig berettiget til at få erstatning for uberettiget bortvisning.

For landsretten blev det alene bevist, at medarbejderen ved en enkelt lejlighed havde klappet en kvindelig kollega bagi med et prisskilt. Ydermere havde han ved en senere lejlighed prikket hende i siden. På en anden kvindelig kollega havde medarbejderen bagfra grebet fat om hende med begge hænder og havde i den forbindelse ramt bøjlen i hendes bh. Det var ikke godtgjort, at medarbejderen bevidst havde forsøgt at røre hverken hendes bryster eller bh’en.

Efter en samlet vurdering, herunder med vægt på det forhold, at tonen på arbejdspladsen var frisindet, fandtes medarbejderens adfærd at have savnet en seksuel tone, om end adfærden nok havde været krænkende for de to kollegaer. Medarbejderen var efter landsrettens vurdering blevet bortvist med urette og havde derfor krav på godtgørelse.

Arbejdsgiveren påstod erstatningen nedsat med værdien af den ferie, som medarbejderen under almindelig opsigelse, kunne være tvunget til at afholde. Landsretten gav arbejdsgiveren ret i dette under henvisning til tidligere praksis.

Østre Landsret af 11. juni 2007.

Kommentar:

Seksuelt krænkende adfærd overfor andre ansatte vil normalt være en grov misligholdelse af et ansættelsesforhold.

Sagen viser, at drillerier de to køn (eller det samme køn) imellem ikke pr. definition er seksuelt krænkende adfærd. Der må foreligge bevis for, at den krænkende persons adfærd har haft en seksuel tone. Heri ligger, at den ansatte skal udøve adfærden med sigte på at være seksuelt krænkende. Det er en svær vurdering at foretage, idet man må se på, hvad den krænkende ansatte havde til hensigt ved sin adfærd.

Hvorledes adfærden bliver opfattet hos kollegerne må dog også have en vis vægt. Som landsretten angiver, må den daglige tone hos de ansatte benyttes som rettesnor for, hvornår adfærden går fra at være sædvanlig for den konkrete arbejdsplads til at være seksuelt krænkende. Er miljøet mellem de ansatte til daglig præget af et vist frisprog, må der kræves mere for at statuere seksuel krænkelse end hvis de ansatte normalt taler sobert og høfligt til hinanden.

Derved bliver vurderingen meget konkret, og som landsretten rigtigt anfører, er det det overordnede billede, der må danne grundlag for afgørelsen af, om ansættelsesforholdet groft er misligholdt af den krænkende ansatte.