Højesteret har fastslået, at sagsomkostninger, der ikke har relation til selve retsmæglingen, skal fastsættes efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 30. Aftalen om retsmægling måtte forstås således, at dens rækkevidde var begrænset til retsmæglingsforløbet i snæver forstand. Fordelingen af de omkostninger, der i øvrigt er indgået i sagen, f.eks. retsafgift og udgifter til advokatbistand ved sagens forberedelse før retsmæglingen, skulle derfor afgøres i overensstemmelse med de almindelige principper for fastsættelse af sagsomkostninger, der fremgår af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 30. (UfR 2011.220 H og UfR 2006.2459V).
Kommentar: Denne praksis viser, at det er vigtigt under retsmægling at tage konkret stilling til fordeling af omkostninger også før retsmæglingen. Sker det ikke, opstår der let skuffelser for deltagerne i retsmægligen.