En bank havde anlagt retssag imod en kautionist for kr. 897.351,94. Under sagens behandling i Byretten blev der indgået forlig, hvorefter sagsøgte(kautionisten) anerkendte at skylde kr. 200.000, hvilket udgjorde ca. 22% af det af banken rejste krav.
Det blev i forliget aftalt, at det blev overladt til Byretten at træffe afgørelse om sagsomkostninger med kæreadgang til Landsretten.
Byretten valgte at ophæve omkostningerne, hvorefter hverken banken eller kautionisten skulle betale omkostninger til hinanden.
Kautionisten kærede omkostningsafgørelsen, idet kautionisten mente, at kautionisten skulle tillægges sagsomkostninger, da banken alene havde fået medhold for ca. 22% af det rejste krav.
Byretten havde vurderet, at selvom banken ”kun” fik medhold for 22% af kravet, så skulle ingen af parterne betale omkostninger til den anden part.
Landsretten ændrede Byrettens afgørelse og anførte følgende:
”Banken havde nedlagt påstand om, at kautionisten skulle betale kr. 897.351,94. Sagen blev forligt bl.a. ved, at kautionisten skulle betale kr. 200.000 til banken. Efter forholdet mellem det beløb, som banken havde nedlagt påstand om, og det beløb, som banken ved forliget har opnået, og efter sagens omstændigheder i øvrigt skal banken betale delvise sagsomkostninger til kautionisten med kr. 25.000 til advokatudgifter inklusive moms.”.
Landsretten tillagde det derfor en ikke ubetydelig værdi, at banken ved forliget ”kun” fik medhold for ca. 22% af det rejste krav, og dermed i princippet havde tabt ca. 78% af kravet.
Kommentarer:
Afgørelsen er interessant, idet man – når man anlægger en retssag – bør være omhyggelig med, at sagen alene anlægges for et beløb, som man mener at kunne opnå dom for. Opstår der under en retssag forhold, som bevirker, at ens påstandsbeløb skal ændres, så kan man altid gøre dette i opad eller nedadgående retning, hvilket ofte vil være fornuftigt, såfremt der fremkommer en skønserklæring med et højere eller lavere beløb, end det man har kravet ved sagens anlæggelse.
I denne sag kunne banken have overvejet, om en del af forliget ligeledes skulle have omhandlet sagsomkostninger, således at banken og kautionisten havde indgået aftale herom i stedet for at overlade det til Retten at træffe afgørelse herom.
Udgangspunktet omkring sagsomkostninger er, at den vindende part tilkendes sagsomkostninger. I denne sag var banken ikke den overvejende vindende part, idet banken ”kun” fik medhold for ca. 22 % af det rejste krav. Der kan have været særlige processuelle hensyn/hensyn til omkostningerne m.v., som har bevirket, at banken valgte at indgå det anførte forlig, men det ændrer ikke ved, at banken objektivt set alene fik medhold for ca. 22% af det rejste krav, hvorfor det virker rimeligt, at kautionisten, som alene i henhold til forliget skulle betale ca. 22% af kravet, og dermed reelt fremstod som den vindend part, fik tilkendt sagsomkostninger.