I april 1996 tiltrådte en revisor fra et stort revisionsfirma som revisor for et bankierfirma. Han indførte i tiltrædelsesprotokollatet, at det var aftalt med firmaets ledelse, at selskabets bogføring skulle varetages af en ekstern bogføringskonsulent. Revisor fulgte ikke op på denne aftale, men under et uanmeldt besøg hos firmaet i januar 1998 konstaterede han, at der overhovedet ikke var foretaget bogføring. Det viste sig, at ejeren af firmaet havde foretaget uretmæssige dispositioner over betroede midler, der var indbetalt af investorerne, og bankierfirmaet blev erklæret konkurs.
Bankierfirmet var anskaffet af ejeren i december 1995. Der var en yderligere historik, idet revisor fra 1987 – 1992 havde været revisor for et selskab ejet af samme person, der drev valutahandler og arbitrage, hvorefter revisor i to år var revisor for et bankierfirma, som personen havde anskaffet i 1993, men som ikke foretog nogen bogføring og ikke aflagde årsregnskab og derfor i januar 1996 blev tvangsopløst.
Man kan sige, at historikken tilsagde, at revisor burde være ekstra forsigtig, og under alle omstændigheder anlagde konkursboet erstatningssag mod revisor og dennes revisionsfirma, idet det blev gjort gældende, at revisor havde handlet erstatningspådragende på grund af forsømmelse.
Højesteret fandt, at revisor i hvert fald senest i sommeren 1996 burde have efterset, om selskabets bogholderi og kontrolsystemer var kontrolleret og fungerede, og at revisor ved sit manglende eftersyn havde begået en sådan forsømmelse, at han såvel som hans revisionsfirma måtte anses for erstatningsansvarlige overfor konkursboet for det tab, der var indtrådt ved ejerens fortsatte tilegnelse af selskabsaktiver fra sommeren 1996 til konkursen.
Erstatningen blev fastsat til 8 mill. kr.
(Højesterets dom af 21. marts 2006 i sag 68/2005 (1. afd.), UfR Nyhedsservice 2006/14 p. 41)