En skatteyder, der var administrerende direktør i et produktionsselskab, havde opsagt sin stilling til fratræden pr. 30. april 2006 for at påbegynde virksomhed i et 100% ejet selskab. Skatteyderen var ikke aktionær i produktionsselskabet. Virksomheden skulle bestå i handel med detailkæder. Virksomhedsetableringen forventedes at være kapitalkrævende, og virksomheden forventedes ikke at give indtægter af betydning før end ultimo 2007. Skatteyderen ville være eneste ansatte i selskabet, og han forventede ikke at hæve løn i det første driftsår. Produktionsselskabet havde udtrykt ønske om at få skatteyderen tilknyttet som konsulent. Skatteyderen anså konsulentarbejdet som en mulighed for at fremskaffe kapital til det af ham ejede selskab i opstartsfasen.
Skatteyderen forespurgte derfor om det af ham ejede selskab kunne anerkendes som rette indkomstmodtager af konsulenthonoraret. Om konsulentarbejdet oplyste skatteyderen, at der ikke ville blive oprettet en skriftlig kontrakt, at arbejdet ville blive afregnet på timebasis, at skatteyderen ikke ville være omfattet af funktionærloven og ferieloven, at der ville kunne blive tale om erstatningsansvar for dårlig rådgivning, samt at konsulentarbejdet ville være forbundet med egne omkostninger til kontorhold, inventar, IT og rejser m.v. Herudover blev det oplyst, at der ikke forventedes at blive udført konsulentopgaver for andre end produktionsselskabet.
Skatterådet fandt, at det af skatteyderen ejede selskab ville være skattepligtig af indtægterne fra konsulentvirksomheden. Skatterådet lagde vægt på, at vilkårene for det påtænkte konsulentarbejde var af en sådan karakter, at det talte for, at der var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, der kan udøves i selskabsform. (SKM 2006.490 SR)
Kommentar:
Det er ikke overraskende, at konsulentvirksomhed kan udøves i selskabsform. Det er måske lidt overraskende, at man accepterer, at der ikke påtænkes udført opgaver for andre end produktionsselskabet. Dette kunne tale for, at ansættelsesforholdet som administrerende direktør bliver transformeret til selvstændig virksomhed som konsulent. Skatterådet har dog formentlig tillagt det vægt, at der ikke laves en aftale, hvor omfanget af konsulentydelser fastlægges.
Det er derimod overraskende, at Skatterådet ikke, i lyset af de oplysninger som skatteyderen giver om at han er selskabets eneste ansatte, at han ikke påtænker at hæve løn i selskabet samt at indtægterne skal bruges til opstarten af anden virksomhed, i afgørelsen stiller krav om han skal vederlægges fra selskabet for det arbejde han udfører som konsulent på selskabets vegne. Med de oplysninger som skatteyderen havde givet Skatterådet, kan afgørelsen læses, som at det er i orden, at skatteyderen udfører arbejde for selskabet uden at hæve vederlag herfor. Jeg vil dog råde til at det ikke er en fremgangsmåde der følges, eller i det mindste ikke uden en meget nøje forudgående professionel rådgivning.