Et kommanditselskab med tre deltagere blev et eksempel på, at skattemyndighederne kan omfordele indkomst fra et selskab til et andet.
Et kommanditselskab drev virksomhed med opkøb, bearbejdning, opskæring og salg af fersk og frosset kød.
De tre deltagere i kommanditselskabet var tre anpartsselskaber, der indgik i koncernen, der var ejet af en person (P) og hans børn.
Det ene anpartsselskab var anskaffet som et skattemæssigt underskudsselskab, og i en væsentlig periode bestod selskabets aktivitet mest i at være kommanditist i det pågældende kommanditselskab.
På et tidspunkt påtog koncernen sig en ny aktivitet, der bestod i import af salgsklart kød.
Underskudsanpartsselskabet importerede kødet og solgte det til kommanditselskabet, som så solgte det videre til detailforretninger og restauranter.
Landsretten og siden Højesteret udtalte, at P bag selskaberne havde en bestemt indflydelse i dem alle og en interesse i at placere overskud i underskudsselskabet.
Retterne lagde videre til grund, at underskudsselskabet videresolgte alle varer til kommanditselskabet, at der ikke var andre ansatte i underskudsselskabet end P selv, der tillige var direktør i kommanditselskabet, at P´s årsløn i underskudsselskabet både før og efter den nye aktivitet var 75.000 kr. uanset, at hans aktivitet med den nye aktivitet måtte være steget betydeligt, at underskudsselskabet havde en årsomsætning på et tocifret millionbeløb, mens driftsudgifterne var ubetydelige, at underskudsselskabet ikke havde nogen selvstændig organisation, idet samtlige opgaver for dem blev udført af P eller af ansatte i kommanditselskabet, således at kommanditselskabet blev honoreret gennem samhandelen med underskudsselskabet, men således at der ikke var skriftlige aftaler om samarbejdet og samhandelen og ingen opgørelse af de opgaver, som kommanditselskabet udførte for underskudsselskabet, at P fik en meget betydelig løn i kommanditselskabet, og at prisen ved videresalg fra underskudsselskabet til kommanditselskabet alene beroede på mundtlige aftaler, og at P bag disponerede for dem begge.
Det var således tydeligt, at nettoresultatet i underskudsselskabet alene beroede på de beslutninger, som personen bag traf, herunder fordi der ikke var nærmere redegørelser for principperne for prisfastsættelsen.
Under disse omstændigheder og idet indkøbsfunktionen i et vist omfang blev udført af andre medarbejdere i kommanditselskabet end P, fandtes den fakturerings- og regnskabsmæssige placering af opgaver i underskudsselskabet ikke at være udtryk for en reel udskillelse af et forretningsområde til selskabet.
Herefter tiltrådte Højesteret, at kommanditselskabet var rette indkøbsmodtager, og at beskatningen af indkomsten således måtte finde sted i kommanditselskabet.
(Højesterets dom af 3. september 2004 i sagerne 353/2002 og 352/2002 (2. afd.) UfR2004.2922H)
Kommentar: Dommen er et glimrende eksempel på, at nærtstående parter ikke egenhændigt kan disponere over indkomstfordelingen imellem sig efter forgodtbefindende. Man må følge realiteten og ikke formaliteten, og i øvrigt ty til sambeskatning, såfremt man i skattemæssig henseende ønsker en indkomstfordeling imellem flere koncernforbundne selskaber.