En medarbejder hos en virksomhed, blev på et møde den 2. januar 2001 hjemsendt efter at have afleveret bl.a. sine nøgler til virksomheden. Den 11. januar 2001 blev medarbejderen bortvist med henvisning til bl.a. kontakt til virksomhedens personale med henblik på at formå disse til at overgå til ansættelse i konkurrerende virksomhed. Det blev efter de afgivne forklaringer lagt til grund, at medarbejderen ikke på mødet den 2. januar blev beskyldt for illoyal optræden eller i øvrigt blev gjort bekendt med, hvilke konsekvenser nogle undersøgelser, som virksomhedens direktør ville foretage, kunne få for hans fremtidige ansættelse hos virksomheden.
Under de omstændigheder havde virksomheden en særlig forpligtelse til hurtigst muligt at gennemføre de fornødne undersøgelser som grundlag for sin beslutning om, hvordan der skulle forholdes over for medarbejderen. Virksomheden havde ved først at bortvise medarbejderen, der ikke bestred at have optrådt illoyalt, den 11. januar fortabt sin ret til bortvisning som følge af medarbejderens illoyale optræden, og medarbejderen havde derfor krav på betaling af restløn, løn i opsigelsesperioden, feriepenge og godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, men ikke krav på godtgørelse efter § 2b, da han selv havde givet rimelig anledning til arbejdsforholdets ophør
(U.2002.2532V).
Kommentar: Dommen virker meget konkret og ikke videre velbegrundet. Blandt andet er det vanskeligt at indse, at det i forhold til funktionærens erkendte illoyalitet skulle gøre nogen væsentlig forskel, hvis virksomheden allerede på mødet den 2. januar havde taget forbehold for udfaldet af de igangværende undersøgelser. Landsretten synes herved at overse de mulige konsekvenser af et sådant forbehold i en situation, hvor det viser sig, at den ansatte rent faktisk ikke har handlet illoyalt.