En skatteyder hæftede solidarisk med sin tidligere hustru for gæld i fast ejendom. Skatteyderen havde betalt alle terminsydelser. Da skatteyderen anså regreskravet mod den tidligere ægtefælle for
uerholdeligt, fratrak han alle renteudgifter. Landsskatteretten fandt, at han var berettiget til det fulde rentefradrag, da regreskravet var uerholdeligt.
(TfS 2003.832 LSR)

Kommentar: Afgørelsen viser meget godt den skattemæssige forskel på at være kautionist og være solidarisk medskyldner. I realiteten er der ingen forskel på hæftelsen, såfremt kautionen ikke er begrænset til et beløb mindre end hovedmandens hæftelse. Skatteretligt er der den forskel, at den medhæftende kan få fradrag for alle rentebetalinger, såfremt regreskravet er uerholdeligt, mens kautionisten først kan få fradrag efter at kautionen er gjort gældende. Det er altså af hensyn til fradragsretten for renteudgifterne værd at overveje om en solidarisk hæftelse ikke er at foretrække.