Er det at være racerkører en beskæftigelse, der er så meget hægtet op på racerkørerens person, at den ikke vil kunne udøves i et selskab, og er der tale om en sådan tjenestestilling, at det ikke kan betragtes som selvstændigt erhverv at være racerkører? Disse spørgsmål blev gjort til genstand for indgående overvejelse i denne afgørelse fra Ligningsrådet.
En racerkører havde søgt Ligningsrådets afgørelse af, hvorvidt han kunne udøve sit erhverv som racerkører i selskabsform, således at indtægterne blev indkomstbeskattet hos selskabet og ikke hos ham personligt, og han havde endvidere forespurgt, hvorvidt de med racerkørervirksomheden forbundne aktiviteter, f.eks. som kommentator og skribent, ligeledes kunne indgå i et sådant selskab.
Tidligere har Højesteret i Aage Haugland-dommen (TfS1998.485H) afgjort spørgsmålet om, hvorvidt en operasanger kunne drive sin koncertvirksomhed m.v. i selskabsform. Aage Haugland var, som det vil være mange bekendt, ansat som operasanger ved det kongelige teater og havde herudover indtægter ved koncerter og andre kunstneriske aktiviteter i Danmark og udlandet. Ligningsrådet, Landsskatteretten og landsretten nåede til det resultat, at Aage Haugland ikke kunne drive sin virksomhed i selskabsform, men Højesteret fandt, at der hverken i Statsskatteloven eller på andet grundlag var hjemmel til at frakende kunstnerisk virksomhed i selskabsform skatteretlig betydning. Skatteministeriet skulle derfor anerkende, at operasangeren kunne drive sin kunstneriske virksomhed gennem et anpartsselskab. Der var ikke tvivl om for Højesteret, at Aage Haugland også kunne udøve sin selvstændige erhvervsvirksomhed som kunstner gennem et anpartsselskab. Spørgsmålet gik derfor alene på hans egentlige kunstneriske aktiviteter, som anført, der fandtes at være hans optræden i henhold til ansættelse som lønmodtager på Det Kongelige Teater, hans optræden som sanger i henhold til enkeltstående aftaler, hans plade- og filmindspilninger i henhold til enkeltstående aftaler og hans formidlingsvirksomhed vedrørende disse aktiviteter, herunder antagelse af akkompagnatører og repetitører, bestilling af rejser og hoteller o.s.v. i anledning af arrangementerne.
I Hauglanddommen såvel som i andre domme, er det et gennemgående træk, at hovedanpartshaveren udover de i gennem selskab udøvede erhvervsmæssige aktiviteter, ofte har indtægtsgivende aktiviteter i form af personligt arbejde for en opdragsgiver eller en egentlig arbejdsgiver.
Det fremgår også af dommene, at domstolene foretager en konkret vurdering af enhver af disse sager.
I den nye sag om racerkørsel lagde Told- og Skattestyrelsen til grund, at køreren selv er ansvarlig for at tegne ulykkes- og ansvarsforsikring, og at opdragsgiveren i visse tilfælde kan fraskrive sig ansvaret for ulykker og skader, ligesom flere af de for personlige tjenesteforhold og karakteristiske aftaleforhold ikke kan identificeres i en typisk kontrakt – eksempelvis stod der ikke i det fra styrelsen forelagte kontraktsudkast noget om aftalt arbejdstid, konkret instruktionsbeføjelse, betaling af omkostninger i forbindelse med udførelsen af hvervet eller hvervgiverens ret til indtægter, optjent i forbindelse med racerkørslen.
Herudover fandtes køreren at have en ikke ubetydelig økonomisk risiko, eksempelvis ved annullation af kontrakterne.
Efter en samlet vurdering var det derfor styrelsens opfattelse, at racerkøreren ikke i sædvanlig betydning var lønmodtager.
Selvom det således blev denne racerkører tilladt at drive sin virksomhed i selskabsform, er det væsentligt at bemærke sig, at det er en forudsætning for at kunne anføre indtægterne fra racerkørsel til et selskab, at der ikke er tale om personligt arbejde i tjenesteforhold, men om en arbejdsindsats, der må betegnes som tilstrækkelig selvstændig. Der må derfor altid foretages en konkret vurdering.
(Ligningsrådets afgørelse af 19. oktober 2004 i sag 99/03-4019-00111, TfS2005,165)