Virksomheden bortviste en kvindelig regnskabsassistent, da det i forbindelse med et virusangreb og installering af et antivirusprogram hos virksomheden konstateredes, at medarbejderen havde ført en ganske omfattende privat e-mail-korrespondance, og at det af denne korrespondance blandt andet fremgik, at virksomheden var lukningstruet. Email-korrespondancen var foretaget med logistikafdelingen som afsender, hvorfor virksomheden mente sig berettiget til at åbne korrespondancen. Endvidere konstateredes det, at medarbejderen under dæknavn havde logget sig på en sex-relateret hjemmeside. Af en under landsretsbehandlingen indhentet sagkyndig erklæring fremgik det, at alene personer bag den pågældende hjemmeside ville have mulighed for at identificere adressen på de personer, der loggede sig på under synonym, og at dette ikke var sikkert i alle tilfælde. For alle andre var en identifikation udelukket. Landsretten konstaterede indledningsvis, at der hos virksomheden ikke var formuleret en politik vedrørende de ansattes private brug af internetforbindelsen, og at virksomhedens direktør var indforstået med, at dette foregik under ansvar. Medarbejderens log-in på den sexrelaterede chat-side var endvidere sket på en sådan måde, at virksomheden ikke blev kendt for de andre deltagere. I forhold til de to primære personer, med hvem medarbejderen havde korresponderet, havde medarbejderen ikke grund til at forvente, at disse e-mails ville blive vist eller videresendt til andre, således at virksomhedens navn ad den vej kunne blive kendt for andre.
På baggrund af de under sagen foreliggende oplysning-er fandt landsretten ikke, at det kunne anses for dokumenteret, at medarbejdere havde anvendt internet-forbindelsen i et sådant omfang, at medarbejderen ikke kunne passe sine arbejdsopgaver.
Referencen til den lukningstruede virksomhed var anvendt af medarbejderens fortrolige ven og ikke medarbejderen selv, og der var ikke grundlag for at opfatte denne som udtryk for en af medarbejderen udvist illoyalitet.
Grundlaget for en bortvisning fandtes derfor ikke at have været til stede, hvorfor medarbejderen tilkendtes løn i en opsigelsesperiode og godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b svarende til en måneds løn. Medarbejderen havde ca. 6 års anciennitet.
(Østre landsrets dom af 14. marts 2003)
Kommentar: Afgørelsen understreger, at ansatte – såfremt det modsatte ikke er nedfældet i en udtrykkelig e-mail politik – rent faktisk i et vist (og formentlig ikke ringe) omfang er berettiget til at chatte privat i arbejdstiden.