En person påbegyndte en pilotuddannelse i flyvevåbnet og underskrev umiddelbart herefter en erklæring, der forpligtede ham til at arbejde i forsvaret til det fyldte 33. år. Efter endt uddannelse udførte piloten tjeneste i flyvevåbnet, indtil han opsagde sin stilling til fratræden ved udgangen af august 1999. På dette tidspunkt resterede der 17,9 måneder af den samlede tjenestepligtsperiode på i alt 161,9 måneder (knap 13 1/2 år). Forsvarsministeriet krævede herefter betaling af erstatning for afbrydelse af tjenestepligtsperioden opgjort som et forholdsmæssigt beløb, der primært relaterede sig til de afholdte uddannelsesomkostninger for uddannelse i henholdsvis Danmark og USA svarende til i alt kr. 3,1 mio.
Idet selve tjenestepligtens længde med tilstrækkelig tydelighed fremgik af den af piloten underskrevne erklæring, og da der var tale om en generel ordning, som var fastsat med hjemmel i lov efter forhandling med de berørte personaleorganisationer, var der ikke grundlag for at anse tjenestepligtserklæringen for uforbindende efter aftalelovens § 33 eller at tilsidesætte denne i medfør af aftalelovens § 36. Dette uanset, at alderen 33 år som defineret sluttidspunkt medførte en forskellig bindingsperiode for de enkelte piloter. Landsretten fandt endvidere ikke grundlag for at fastslå, at piloten ved sin underskrift af tjenestepligtserklæringen reelt var afskåret fra at søge arbejde i et luftfartsselskab, og da tjenestepligtserklæringen ikke vedrørte pilotens beskæftigelse efter tjenestepligtens udløb, kunne denne ikke sidestilles med en konkurrenceklausul, hvorfor aftalelovens § 38 ikke fandt anvendelse. Herefter fandt landsretten, at piloten var undergivet tjenestepligt i forsvaret til udgangen af januar 2001.
Landsretten lagde yderligere til grund, at forsvaret som følge af P’s manglende opfyldelse af tjenestepligten led et tab, idet forsvaret på et tidligere tidspunkt end forudset måtte bekoste ud-dannelsen af en ny pilot til at træde ind i pilotens sted. Ved vurderingen af tabets størrelse lagde landsretten til grund, at uddannelsesomkostningerne i det væsentlige kunne opgøres som af Forsvarministeriet anført.
Landsretten lagde til grund, at piloten var klar over, at en fratræden pr. 1. september 1999 kunne udløse et erstatningskrav, men da omfanget af erstatningspligten var uklart, og da forsvarskommandoen trods flere henvendelser fra piloten undlod at angive størrelsen af et eventuelt erstatningskrav, havde piloten ikke mulighed for at inddrage dette i sine overvejelser, før piloten traf beslutningen om at søge sin afsked. Efter en samlet vurdering fandt landsretten derfor ikke, at der var grundlag for at fastsætte Forsvarministeriets tab som en forholdsmæssig del af de opgjorte uddannelsesomkostninger og fastsatte i stedet erstatningen til kr. 10.000,- for hver måned der var tilbage af tjenestepligten, da piloten fratrådte sin stilling. Piloten skulle herefter betale kr. 170.000,- til Forsvarministeriet. (Vestre landsrets dom af 19. juni 2003)
Kommentar: Dommen er anket til Højesteret – men giver i hvert fald en foreløbig vejledning på et område, der har givet anledning til egentlig tvivl.
NB: sagen er endeligt afgjort ved U2005 1186 H. Højesteret fandt ligeledes piloten erstatningsansvarlig