I østrigsk forbundslovgivning har bl.a. offentlige institutioner pligt til at give en offentlig revisionsanstalt (Rechnungshof) besked om vederlag og pensioner m.v. over en vis størrelse, som udbetales til ansatte og tidligere ansatte. Disse oplysninger danner grundlag for en rapport, som Rechnungshof hvert år udarbejder til forelæggelse for forbundsparlamentet og for delstatsparlamenterne. Rapporten bliver offentligt tilgængelig.
Med henvisning til persondatadirektivet og EF-traktatens artikel 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed samt
menneskerettighedskonventionens artikel 8 om beskyttelse af erhvervslivets fred, besluttede en række offentlige institutioner imidlertid at undlade at meddele oplysningerne eller at meddele dem i anonymiseret form.
I en deraf uafhængig sag forsøgte to ansatte ved en offentlig institution at få nedlagt forbud mod, at deres arbejdsgiver meddelte Rechnungshof de pågældende oplysninger.
De to sager blev behandlet ved forskellige domstole, som begge besluttede at forelægge EF-domstolen præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af persondatadirektivet. EF-domstolen behandlede
sagerne samlet.
Domstolen bemærkede indledningsvis, at samhandelen mellem medlemsstaterne ikke behøver at være påvirket eller risikere at blive påvirket for, at persondatadirektivet kan finde anvendelse. Derfor fandt persondatadirektivet anvendelse i sagerne. Oplysningerne om vederlag og pension er personoplysninger i persondatadirektivets forstand, og Rechnunghofs indsamling og anvendelse af oplysningerne udgør en behandling i direktivets forstand.
Dernæst bemærkede domstolen, at man, når man fortolker direktivet, skal fortolke det i lyset af de fællesskabsretlige grundrettigheder, herunder menneskerettighederne.
Det bliver derfor nødvendigt at undersøge, om de i sagerne omhandlede regler udgør et indgreb i privatlivets fred, som dette begreb er defineret i menneskerettighedskonventionen og i påkommende fald, om et sådant indgreb er berettiget.
Domstolen konkluderede, at persondatadirektivet ikke er til hinder for en national lovgivning, som ovenfor anført, hvis det godtgøres, at en sådan omfattende offentliggørelse af de pågældende oplysninger både er nødvendig og står i et rimeligt forhold til det formål om hen-sigtsmæssig forvaltning af offentlige midler, som reglerne har til formål at sikre.
Da de relevante bestemmelser i persondatadirektivet har direkte virkning, kan de påberåbes af private umiddelbart for de nationale domstole, og de kan endvidere føre til, at anvendelse af modstående bestemmelser i national lovgivning udelukkes.
Hernæst er det op til de nationale domstole at afgøre, hvorvidt behandlingen af personoplysninger om vederlag og pension er nødvendig og står i et rimeligt forhold til, hvad der må betragtes som hensigtsmæssig forvaltning af offentlige mider, og dermed om
indsamlingen og behandlingen af oplysningerne er proportional i forhold til det formål, som indsamlingen forsøger at sikre.
(EF-domstolens dom af 20. maj 2003 i de forenede sager C-465/00, C-138/01 og C-139/01 – Rechnungshof og Österreichischer Rundfunk m.fl. mod Christa Neukomm og Joseph Lauermann).