En svensk statsborger havde i privat regi oprettet og drevet en hjemmeside, som blev benyttet til bl.a. at give oplysninger om en række personer, der som hun selv deltog i det frivillige arbejde i en kirke.
De oplysninger, der blev offentliggjort på Internettet, var bl.a. familieforhold og telefonnumre, og i et enkelt tilfælde var der endvidere givet oplysning om en sygemelding med en uddybning omkring, at den sygemeldte kollega havde beskadiget en fod. EF-domstolen fik forelagt en række spørgsmål omkring fortolkningen af persondatadirektivet, som også kan have betydning for dansk ret og den danske persondatalovgivning.
Domstolen svarede for det første, at omtalen af en person med navn og telefonnummer på en hjemmeside på Internettet udgør en behandling af personoplysninger i direktivets forstand og dermed skal opfylde direktivets krav og den danske lovs krav, herunder om samtykke m.v.
Den angivne oplysning om kollegaens sygemelding erklærede EF-domstolen var en offentliggørelse af personoplysninger om helbredsforhold, som er mere følsomme oplysninger end de mere generiske oplysninger om navn, og afgørelsen viser således, at man også i Danmark skal være påpasselig med at begynde at offentliggøre den slags oplysninger over Internettet.
Domstolen besvarede videre spørgsmål omkring udbredelsen til tredjeland, men fandt – bl.a. under henvisning til Internettets ringe udviklingsgrad på tidspunktet for direktivets vedtagelse – at de nævnte handlinger ikke udgør videregivelse af oplysninger til tredjeland, selvom personer i tredjeland har adgang til hjemmesiden. I den forbindelse understregede domstolen, at adgang til tiltaltes hjemmeside kræver en forsætlig handling for tredjelandspersonen, og at tiltalte for så vidt alene havde videregivet oplysningerne til sin webhoteltjenesteyder. Det var derefter webhotellet, som havde gjort de pågældende oplysninger tilgængelige på Internettet. Det er vel tvivlsomt, om dennes konklusion stadig er aktuel med den nuværende udviklingsgrad af Internettet og den mere internationalt orienterede brug.
Endelig udtalte domstolen, at det påhvilede de nationale myndigheder og domstole at sikre en retfærdig ligevægt mellem varetagelsen af de rettigheder, som personer tillægges efter
persondatadirektivet og hensynet til varetagelsen af ytringsfriheden.
Endelige deklarerede domstolen, at der ikke var noget til hinder for, at en medlemsstat udvider rækkevidden af en national lovgivning, baseret på persondatadirektivet til at omfatte områder, der ikke er omfattet af direktivet, så længe der ikke er andre fællesskabsretlige
bestemmelser, der er til hinder herfor.
(dom af 6. november 2003 i sag C-101/01 – straffesagen mod Bodil Lindqvist).