Personalegoder er et hit. Personalegoder til ingen eller reduceret beskatning er et stort hit, da regningen herved væltes over på Skat. I 2 afgørelser offentliggjort i den sidste måned har Skatterådet haft lejlighed til at tage stilling hertil.
Den første sag vedrørte en ansat, der, som led i sin fleksible lønpakke, ønskede en coach-uddannelse. Arbejdsgiveren skulle betale for uddannelsen, og den ansatte skulle betale arbejdsgiveren ved at bruttolønnen over 10 måneder blev nedsat med et fast beløb, således at den ansatte efter de 10 måneder havde betalt uddannelsen. Arbejdsgiveren ønskede Skatterådets bekræftelse af, at der ikke var noget i vejen med at bestemme, at i tilfælde af at den ansatte opsiger sin stilling inden for betalingsperioden, så var arbejdsgiveren berettiget til at modregne manglende betalinger i sidste lønudbetaling til den ansatte. Skatterådet svarede, at den påtænkte disposition ikke skattemæssigt kunne anerkendes, da der i realiteten var tale om en afdragsvis betaling af uddannelsen, og at arbejdsgiveren ikke havde nogen økonomisk risiko. Endelig bemærkede Skatterådet, at betalingen over 10 måneder var kortere end den periode på 12 måneder, som der minimum kræves lønnedgang i.
(SKM 2008.687 SR)
I den anden sag spurgte et securityfirma om det ville have skattemæssige konsekvenser, såfremt det med den ansatte aftales, at der sker lønnedgang i forbindelse med, at firmaet til den ansatte anskaffer en individuelt tilpasset sikkerhedsvest, som den ansatte kunne beholde ved fratræden. Endvidere ønskedes det oplyst, om det kunne accepteres af Skat, at et eventuelt restbeløb ved en ansats fratræden forinden sikkerhedsvesten var finansieret gennem lønnedgangen, blev modregnet i sidste lønudbetaling. Skatterådet svarede, at såfremt de i praksis stillede betingelser er opfyldt, kunne en aftale om lønnedgang accepteres. Det kunne derimod ikke accepteres, at der var ret til at modregne i sidste lønudbetaling. (SKM 2008.698 SR)
Kommentar:
For begge afgørelsers vedkommende gælder, at den ansatte ikke ville være blevet beskattet af henholdsvis uddannelsen og sikkerhedsvesten, da uddannelsen og vesten (også) skulle bruges som led i ansættelsesforholdet hos arbejdsgiveren. At uddannelsen og sikkerhedsvesten tillige for den ansatte repræsenterer en værdi, der overstiger tabet ved lønnedgangen, gør, at der er tale om en god forretning for både arbejdsgiver og den ansatte. Og det er vel derfor heller ikke så underligt, at der udfoldes store bestræbelser på at få en del af lønnen konverteret til personalegoder.
I praksis er opstillet følgende betingelser for at en kontant lønnedgang kan accepteres. Disse er
1.
Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
2.
Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3.
Den aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden, eller mindst 12 måneder.
4.
Et allerede erhvervet krav på kontant løn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.
5.
Arbejdsgiveren skal have økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6.
Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.
7.
Der skal være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte.
8.
Den ansatte skal have mulighed for at udtræde af ordningen med et rimeligt varsel.
I begge de ovenfor nævnte afgørelser konstaterede Skatterådet, at der ikke var en økonomisk risiko for arbejdsgiveren, såfremt der var adgang til ved den ansattes opsigelse at modregne manglende betalinger.