Denne afgørelse angår muligheden af at sælge sin bolig nr. 2 skattefrit – og fortæller lidt om hvornår sådan et salg bliver skattepligtigt.
Skatteyderen købte i 2002 en ejerlejlighed uden bopælspligt til brug for overnatning i forbindelse med udførelse af arbejdet. Skatterådet fandt ikke at ejerlejligheden havde været anvendt til overnatning i forbindelse med arbejdet, ligesom Skatterådet ikke fandt, at ejerlejligheden var anskaffet som fritidsbolig. En eventuel fortjeneste ved salg af lejligheden ville derfor være skattepligtig.
Siden 1996 havde skatteyderen boet på ejendommen A sammen med sin ægtefælle. På grund af parrets ansættelsesforhold købte skatteyderen i 2002 en lejlighed. Lejligheden var uden bopælspligt. Lejligheden var beliggende 56 km fra ejendommen A. Skatteyderen oplyste, at han og ægtefællen siden 2003 havde benyttet lejligheden som helårsbeboelse i forbindelse med deres udførelse af deres arbejde i den by, hvor lejligheden også var beliggende. Ejendommen A havde alene været benyttet til enkeltstående overnatninger i løbet af ugen samt i weekends og ferier.
Skatteyderen havde yderligere oplyst, at ejendommen A var beliggende ca. 56 km fra den by, hvor lejligheden var beliggende og hvor ægteparret arbejdede. Transporttiden var afhængig af myldretid 1 – 1½ time.
Om ægteparrets befordringsfradrag i årene 2003 – 2007 var oplyst, at ægtefællen i 2003 havde taget befordringsfradrag for 173 dage, at skatteyderen og ægtefællen i 2004 havde foretaget befordringsfradrag for henholdsvis 43 og 111 dage, at der i 2005 var taget befordringsfradrag for henholdsvis 170 og 186 dage, at der i 2006 var taget befordringsfradrag for begge for 169 dage, samt at der i 2007 var foretaget befordringsfradrag for henholdsvis 169 og 167 dage. Foreholdt oplysningerne om befordringsfradraget oplyste skatteyderen, at fradraget i årene 2005 – 2007 var baseret på et skøn, og en efterfølgende konkret opgørelse viste, at skønnet var for højt.
Skatteyderen gjorde gældende, at lejligheden efter praksis kan sælges skattefrit, såfremt den har været anvendt til beboelse af arbejdsmæssige årsager, hvilket var tilfældet. I anden række gjorde skatteyderen gældende, at da lejligheden var uden bopælspligt, kunne den sælges skattefrit som fritidsbolig.
Skatterådet anførte, at det beror på en konkret vurdering, om lejligheden kunne anses for anvendt til bolig af arbejdsmæssige årsager. Ud fra de oplyste befordringsfradragsdage måtte det lægges til grund, at der i ejendommen A blev anvendt en del tid. Det var derfor skattemyndighedernes opfattelse, at lejligheden ikke havde været brugt af arbejdsmæssige årsager.
Skatterådet anførte videre, at det er praksis, at helårshuse, der er købt med det formål at blive brugt som fritidsbolig, og som er anvendt som fritidsbolig, kan sælges skattefrit. Da skatteyderen havde oplyst, at lejligheden var blevet købt til brug for arbejde og brugt i forbindelse med arbejde, havde skatteyderen ikke dokumenteret, at lejligheden alene var købt med henblik på anvendelse som sommerbolig. Lejligheden kunne derfor ikke sælges skattefrit som fritidsbolig. (SKM 2009.137 SR)
Kommentar: Overordnet viser afgørelsen, at det er vanskeligt at blæse og have mel i munden på samme tid. Skatteyderen (og dennes ægtefælle) ville gerne have befordringsfradraget samt skattefriheden ved salget af lejligheden. Nu er praksis således, at bolig nr. 2 kan sælges skattefrit, såfremt den har været brugt som bolig af arbejdsmæssige eller uddannelsesmæssige årsager. Dette mente skatteyderen da også havde været tilfældet. Men i perioden 2003 – 2007 var der selvangivet som at ejendommen A havde været bolig, idet der var taget befordringsfradrag. Når skatteyderen har taget et befordringsfradrag beregnet fra ejendommen A, har skatteyderen også tilkendegivet, at det er der boligen er. Og da udspillet til at tilkendegive hvor boligen er, lå hos skatteyderen i kraft af selvangivelse af befordringsfradrag, så tager Skatterådet konsekvensen af tilkendegivelsen.
For så vidt angår spørgsmålet om lejligheden kunne sælges skattefrit som fritidsbolig, så er praksis, at formålet med købet skal være at ejendommen anvendes som fritidsbolig. På dette punkt fanges skatteyderen af, at han forklarer, at lejligheden er købt til brug for arbejdet. Hans argumentation hang altså ikke sammen.