Et byggeselskab havde i 1985 erhvervet et grundstykke. I 1996 blev grundstykket byggemodnet. I 1997 blev der udarbejdet et detailprojekt for opførelse af 8 boliger på grundstykket. Detailprojektet bragte ikke købere på banen. I 1997 påbegyndtes opførelsen af et parcelhus på ejendommen, og opførelsen var tilendebragt i efteråret 1998. Omkostningerne til opførelsen var 3.023.223 kr. Pr. 1. oktober 1998 flyttede eneaktionæren ind i parcelhuset, som han fra samme dato havde lejet af selskabet. Ved skøde af 31. marts 2000 købte eneaktionærens hustru parcelhuset for 1.550.000 kr. Ejendommen var pr. 1. januar 2000 vurderet til 1.500.000 kr. Vestre Landsret fandt, at uanset at det havde været forsøgt at skabe et byggeprojekt på grundstykket, som selskabet kunne sælge, og at det opførte parcelhus også skulle være og havde været et prøvehus, måtte parcelhuset i realiteten anses for opført med henblik på at tjene til bolig for eneaktionæren og dennes hustru. Landsretten fandt herefter, at forskellen mellem kostprisen og købesummen var maskeret udlodning for eneaktionæren. (SKM 2006.146)
Kommentar:
Vestre Landsrets dom er i overensstemmelse med praksis på området, idet det ikke accepteres, at hovedaktionærselskab ombygger/tilbygger/nybygger selskabets ejendom og herefter overdrager ejendommen til hovedaktionæren til en værdi der er under selskabets kostpris medmindre der er gået en årrække. I sagen for Vestre Landsret blev det til forskel fra de andre sager gjort gældende, at det oprindelige formål havde været at sælge et byggeprojekt, og at parcelhuset var opført for at kunne realisere byggeprojektet. Uanset at der havde været udfoldet anstrengelser for at realisere byggeprojektet gik Vestre Landsret ind og vurderede, at parcelhuset i realiteten var opført for at tjene til bolig for hovedaktionæren og dennes ægtefælle.
Dommen viser hvor svært det er at godtgøre andre hensigter end hensigten om at berige sig selv på statskassens bekostning.
For Landsretten var ræsonnementet, at hvis det ikke var fordi hovedaktionæren og hans hustru havde tænkt sig selv at købe og bebo huset, ville der ikke have været brugt så store midler på opførelsen af parcelhuset. Og dette ræsonnement kunne hovedaktionæren og dennes hustru ikke tilbagevise.