Afskedigelsesnævnet har i en ny afgørelse taget stilling til grænserne for medarbejderes konkurrerende adfærd.

I den pågældende sag havde selskabet Royal Arctic Logistics A/S bortvist en medarbejder, da selskabet fandt ud af, at medarbejderen på internettet havde oprettet en hjemmeside, hvor han tilbød ydelser, som var konkurrerende med selskabets ydelser.

Royal Arctic Logistics A/S er beskæftiget med terminalvirksomhed og anden beslægtet servicevirksomhed, herunder transport og spedition. En af selskabets primære ydelser er godshåndtering i bred forstand, herunder håndtering af farligt gods. Den bortviste medarbejder var ansat som terminalarbejder i virksomheden og var beskæftiget med håndtering af farligt gods, herunder modtagelse, registrering, kontrol og pakning af farligt gods samt rådgivning i forbindelse med bl.a. dokumenter vedrørende farligt gods.

Medarbejderen havde i juni 2009 købt domænet ”farligtgodskonsulent.dk” og kort tid efter oprettet en hjemmeside, hvoraf det fremgik, at Farligt Gods Konsulenten var et nystartet firma, der tilbød rådgivning i forbindelse med farligt gods.

Arbejdsgiveren blev den 22. november 2010 bekendt med hjemmesidens eksistens og indkaldte dagen efter medarbejderen til et møde vedrørende hjemmesiden, hvor han fik udleveret et bortvisningsbrev. Af bortvisningen fremgik, at den var begrundet med, at han havde handlet groft illoyalt ved at opstarte virksomhed, der var i direkte konkurrence med Royal Arctic Logistics A/S.

Medarbejderen gjorde gældende, at hjemmesiden alene var en forberedelseshandling med henblik på at undersøge, om der var grundlag for at opstarte en virksomhed. Medarbejderen forklarede for Afskedigelsesnævnet, at Farligt Gods Konsulenten aldrig havde haft indtægter fra kunder, og at de få kundehenvendelser, hjemmesiden havde genereret, blev henvist til andre virksomheder, herunder en enkelt til Royal Arctic Logistics A/S. Hjemmesiden blev lukket ned kort efter bortvisningen.

Afskedigelsesnævnet fandt under hensyn til indholdet på hjemmesiden, at det måtte lægges til grund, at medarbejderen på tidspunktet for hjemmesidens oprettelse havde etableret virksomheden Farligt Gods Konsulenten. Hjemmesiden indeholdt oplysninger om hvilke ydelser, Farligt Gods Konsulenten udbød, og kontaktoplysninger, hvorfor virksomheden var tilgængelig for potentielle kunder. Afskedigelsesnævnet fandt derfor ikke, at hjemmesiden alene var udtryk for en forberedelseshandling med henblik på at undersøge markedet.
Da Farligt Gods Konsulentens ydelser var i klar konkurrence med Royal Arctic Logistics A/S, var etablering af virksomheden illoyal over for arbejdsgiveren og udtryk for en grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvorfor bortvisningen var berettiget.

Kommentarer:

En medarbejder er som en del af sit ansættelsesforhold forpligtet til loyalt at medvirke til, at virksomheden klarer sig bedst muligt. Det er derfor i strid med medarbejderens loyalitetsforpligtelse at foretage konkurrencehandlinger under ansættelsen.

Man har i retspraksis, særligt i de tilfælde hvor medarbejderen har været i opsagt stilling, accepteret, at medarbejderen har udført visse forberedelseshandlinger til konkurrerende virksomhed under ansættelsen. Det er dog afgørende, at disse forberedelseshandlinger ikke påfører arbejdsgiveren direkte konkurrence. De tilladte forberedelseshandlinger vil derfor typisk være interne forberedelseshandlinger, hvor markedet ikke bliver bekendt med den nye virksomhed, så som erhvervelse af lokaler, inventar og kontorartikler mv.

I den konkrete sag havde medarbejderen oprettet en hjemmeside, som var offentligt tilgængelig, hvor medarbejderen tilbød ydelser, som var i konkurrence med hans arbejdsgiver. Selv om hjemmesiden ikke havde medført, at medarbejderen havde oppebåret indtægter fra kunder, er det forholdsvis klart, at medarbejderen havde handlet illoyalt, og at bortvisningen derfor var berettiget.