Højesteret har stadfæstet, at en overførsel af 6 mio. kr. efter ophøret af samlivet mellem to ugifte personer ikke var et kompensationsbeløb, men derimod en gave. Da gaven var ydet efter ophør af samlivet, var gaven ikke gaveafgiftspligtig, men derimod indkomstskattepligtig. En beskatning var ikke i strid med menneskerettighedskonventionen.
A og B boede sammen fra 1993 og frem til den 22. april 2003, hvor A fraflyttede det fælles hjem sammen med to fællesbørn. B var yderst formuende, mens A alene havde en personlig formue på ca. 100.000 kr. I en mail af 27. oktober 2003 til A anførte B, at han havde bedt sin bank om at overføre 6 mio. kr. til A, og at A skulle huske at betale 900.000 kr. i gaveafgift inden den 31. december 2003. I gavebrevet blev gaven antedateret til den 1. januar 2003, og A underskrev gaveanmeldelse den 31. oktober 2003.
Skat ville ikke anerkende, at der var tale om en gave omfattet af boafgiftsloven, da gaven blev anset for ydet den 27. oktober 2003. I klagen til Landskatteretten gjorde A gældende, at der rettelig var tale om betaling i henhold til et kompensationskrav. Dette kompensationskrav var opstået under samlivet og blev begrundet med, at A havde passet hjem og familie, mens B havde oparbejdet sin formue. Landsskatteretten afviste, at der var tale om et kompensationskrav. Landsskatteretten tiltrådte, at gaven var ydet den 27. oktober 2003, altså efter at samlivet var ophørt.
For domstolene gjorde Skatteministeriet gældende, at A var bundet af den gaveanmeldelse, som var indgivet, således at A var afskåret fra at få det overførte beløb omkvalificeret.
Byretten tiltrådte, at der var tale om en gave, der var ydet efter samlivets ophør. Vedrørende afvisningen af kompensationskravet anførte byretten følgende:
”Samlivet mellem A og B har varet i 10 år. Begge parter har haft erhvervsarbejde i det omfang, de har ønsket. Da samlivet blev indledt, var B i besiddelse af en meget betydelig formue i det væsentligste bestående af aktier i det af ham og hans bror drevne selskab. A var uden formue. Under samlivet har A og B haft et meget betydeligt privatforbrug. A har reelt ikke nogen opsparing, hvorimod B´s formue er blevet væsentligt forøget, særlig på grund af udviklingen i kursen på B´s aktier i selskabet. I den pågældende periode blev selskabet børsnoteret. A´s virke har ikke haft nogen betydning for formueforøgelsen. ”
For Østre Landsret gjorde A som nye subsidiært anbringender gældende, at gaveløftet blev givet under samlivet, og at samlivet først ophørte ved udgangen af 2003.
Østre Landsret fastholdt byrettens resultat. Vedrørende samlivsophøret begrundede landsretten dette med, at A til statsamtet havde oplyst, at samlivet ophørte 22. april 2003, og dette understøttedes af den senere mailkorrespondance mellem A og B frem til overførslen af de 6 mio. kr. Landsretten fastholdt også, at der ikke var tale om et kompensationskrav. Yderligere vurderede landsretten, at det ikke var godtgjort, at der var givet et gaveløfte forud for samlivsophævelsen. Da A og B ikke var samlevende den 27. oktober 2007, hvor gaven blev ydet, var gaven indkomstskattepligtig.
A fik fri proces til at få sagen prøvet i Højesteret. Som nyt anbringende for Højesteret gjorde A gældende, at en beskatning var i strid med menneskerettighedskonventionen, idet der var tale om en forskelsbehandling mellem ugifte samlevende og ægtefæller.
Højesteret anførte for det første, at det forhold, at A havde underskrevet et antedateret gældsbrev og en gaveanmeldelse, under de foreliggende omstændigheder ikke afskar hende fra at gøre gældende, at der rettelig var tale om et kompensationsbeløb.
Højesteret tiltrådte dernæst byrettens begrundelse for, at der ikke var tale om et kompensationsbeløb.
Yderligere tiltrådte Højesteret landsrettens begrundelse for, at samlivet var ophørt den 22. april 2003, ligesom Højesteret var enig i, at gaven var givet i oktober 2003.
Til anbringendet om, at en beskatning af A var i strid med menneskerettighedskonventionen bemærkede Højesteret, at en forskellig skattemæssig behandling af ægtefæller og samlevende ikke var i strid med konventionen. (SKM 2012.105)
Kommentar: Højesterets dom indeholder stillingtagen til tre interessante spørgsmål. For det første om skatteyderen fanges af sine egne angivelser og handlinger. For det andet om, den mere end 25 år gamle praksis om kompensationskrav mellem samlevende skulle give et videre anvendelsesområde, og endelige for det tredje, om menneskerettighedskonventionen har betydning for beskatningen af A. Endelig så er Højesterets dom en reminder om, at ugifte samlevendes skattemæssige fordele i boafgiftsloven ophører samtidigt med ophøret af samlivet.
Uanset at A havde antedateret gavebrevet og anmeldt det til Skat, blev det tilladt hende at gøre gældende, at der var tale om et kompensationskrav. På dette punkt viser Højesteret, at der i Danmark er en realistisk tilgang til retsanvendelsen. Det er altså det konkrete faktum, som der forholdes til, og til den formelle iklædning som et givet faktum er givet. En skatteyder kan altså godt påberåbe sig, at en transaktion skal undergives en anderledes skattemæssig behandling end den, som skatteyderen oprindeligt har givet den. Det passer jo også meget godt med, at Skat har ret til at tilsidesætte den benævnelse, som skatteyderen har givet transaktionen, når transaktionen reelle indhold er et andet.
For det andet var det den første sag om kompensationskrav mellem ugifte samlevende siden 1985. Samfundsudviklingen er gået mere og mere i retning af, at der etableres et samliv, uden at dette ender med et ægteskab eller et registreret partnerskab. Det er således knap 4 år siden, at arvelovens bestemmelser om ugifte samlevendes arveret blev ændret og udvidet under visse former. Ved en række domme i 1980´erne udtalte Højesteret, at der ved ophøret af et flerårigt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter – eller på anden måde – i væsentlig grad har bidraget til, at den anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parternes økonomiske forhold ved dets ophør.
I nærværende sag var byretten kommet til, at A ikke havde virket på en måde, der havde haft betydning for B´s formueforøgelse. Dette standpunkt tilsluttede landsretten og Højesterets sig. Kriterierne for at anerkende et kompensationskrav blev altså ikke ændret. Og dette betyder, at et kompensationskrav ikke kommer på tale, bare fordi den enes samlevers formue er blevet bevaret eller forøget.
Som det tredje interessante spørgsmål kom menneskerettighedskonventionen ind i billedet. Har ugifte samlevende krav på at blive stillet som ægtefæller? Højesteret afviste dette efter en gennemgang af domme fra menneskerettighedskonventionen.
At synspunktet om menneskerettighedskonventionen ikke helt uden interesse og relevans kan illustreres med to domme fra menneskerettighedskonventionen. I den ene sag (P.M. mod UK) var der fradrag for farens betalinger af børnepenge, når faren og moren havde været gift. Havde faren derimod ikke været gift med moren, var der ikke fradragsret. Begrundelsen for den gifte fars fradragsret var hans behov for at kunne understøtte sin nye familie. Menneskerettighedsdomstolen kunne ikke se, hvorfor den ugifte fars behov skulle være mindre. Den engelske skattelovgivning var derfor på dette punkt i strid med menneskerettighedskonventionen. I en anden sag (Burden mod UK) gjorde 2 samlevende søstre gældende, at det var i strid med menneskerettighedskonventionen, at de blev behandlet anderledes end ægtefæller og registrerede partnere i relation til arv og boafgift. Betydningen af menneskerettighedskonventionen er, at man skal behandle sammenlignelige situationer ens, men det bør ikke overses, at på f.eks. områderne skat og sociallovgivning, er staterne forholdsvis frit stillet til at fastsætte (forskellige) regler for forskellige kategorier mennesker og sammenslutninger.
Sagens reminder er, at den lempelige beskatning af gaver ophører på det tidspunkt, hvor samlivet ophører. Og for ugifte samlevende ophører samlivet på tidspunktet for samlivsophævelsen. Skal der gives en gave (f.eks. som kompensation uden at der foreligger et egentligt kompensationskrav), skal den altså gives inden samlivsophøret, såfremt der skal være et bundfradrag på 58.700 kr., og gaveafgiften alene skal være 15%. Gives gaven efter samlivsophøret, vil gaven være personligt indkomst.