Landsskatteretten har i en kendelse bestemt, at skatteforvaltningslovens § 29 om omgørelse ikke udelukker, at omgørelsen sker således, at den omgjorte disposition involverer andre parter end de oprindelige aftaleparter.
2 personaktionærer var af skattemyndighederne anset for at have købt og solgt aktier i et driftsselskab uanset at personaktionærerne og deres holdingselskaber havde selvangivet at salget var sket af de 2 personaktionærers holdingselskab. Konsekvensen af skattemyndighedernes holdning var, at de 2 personaktionærer tilsammen konstaterede en avance på 5,8 mio. kr. i stedet for en avance på 2,5 mio. kr. i holdingselskaberne. Forskellen i avance skyldes alene anvendelse af FIFO-princippet og gennemsnitsmetoden, dvs. at det var de ældste aktier der blev solgt først samt at anskaffelsessummen blev opgjort som et gennemsnit af anskaffelsessummen for alle aktier.
Der blev søgt om omgørelse således at det skattemæssigt skulle anerkendes, at det var de 2 holdingselskaber, der var købere og sælgere af aktierne. De stedlige skattemyndigheder nægtede tilladelse til omgørelse, da holdingselskaberne ikke skattemæssigt var part i den oprindelige aftale, og da de øvrige betingelser for omgørelse ikke var opfyldt.
Landsskatteretten nåede frem til at det hverken af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 29 eller dens forarbejder kan udledes, at en omgørelse af en privatretlig disposition ikke kan omfatte inddragelse af en part, der ikke var part i den oprindelige disposition. Da de øvrige betingelser for omgørelse var opfyldt, blev anmodningen imødekommet. (SKM 2007.210/TfS 2007.393)
Kommentar:
Det har hidtil været opfattelsen, at der alene kunne gives tilladelse til omgørelse til de oprindelige parter. Før reglerne om omgørelse blev lovreguleret traf Ligningsrådet i 1993 afgørelse om, at omgørelse kun skulle ske mellem de oprindelige parter. Yderligere er der i 2002 truffet afgørelse om, at en disposition indgået med et opløst selskab ikke kan omgøres medmindre selskabet genoptages.
Traditionelt har mulighederne for omgørelse været begrænsede. Var der tale om overdragelse af et aktiv, f.eks. en post aktier, var omgørelsesmuligheden, når de samme parter skulle beholdes, begrænset til en ændring af vederlaget, evt. succession eller at dispositionen gik om. Med Landsskatterettens kendelse kan man inddrage en anden part.
Landsskatterettens kendelse åbner nogle spændende muligheder. Da skattemæssig omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29 kan ske, når en disposition har vist sig at have haft utilsigtede skattemæssige konsekvenser, der er væsentlige, er der med Landsskatterettens kendelse mulighed for, at der i meget vidt omfang kan repareres på uheldige dispositioner.
Det er ikke et krav for omgørelse, at skattemyndighederne har ændret i skatteansættelsen. Det er heller ikke i praksis et krav, at den skattepligtige eller dennes rådgivere har skullet forudse de skattemæssige konsekvenser. Der er altså herefter en mulighed for, når det efterfølgende opdages, at en disposition kunne gennemføres på en skattemæssigt mere hensigtsmæssig måde, herunder ved inddragelse af en anden part, at opnå tilladelse til omgørelse.