Som bekendt har Danmark taget forbehold overfor retssamarbejdet i EU, og deltager derfor ikke fuldt ud i den harmoniseringsproces, der pågår i relation til harmonisering af reglerne om fordringsinddrivelse på tværs af grænserne.
Det seneste tiltag i denne retning består i en inddrivelsesproces for civil- og handelsretlige småkrav (mindre end EUR 2.000,00), hvor der i henhold til EU-forordning 861/2007 nu er etableret en fremgangsmåde for inddrivelse af sådanne krav.
Forordningen finder alene anvendelse i grænseoverskridende sager. Ved en grænseoverskridende sag forstås en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som behandler sagen er beliggende.
Da forordningen er omfattet af det danske forbehold, anses Danmark ikke for at være en medlemsstat i forhold til forordningen. Forordningen kan derfor som udgangspunkt ikke bruges af danske kreditorer i forhold til deres debitorer i andre medlemslande, eller af udenlandske kreditorer mod danske debitorer.
Man kan dog forestille sig situationer, hvor forordningen kan få betydning for danske virksomheder. En sag mellem et dansk selskab og et udenlandsk selskab som har hjemting i en anden EU-medlemsstat, vil opfylde betingelserne i forordningen, hvis den anlægges ved f.eks. opfyldelsesværnetinget, jf. domsforordningens artikel 5, og dette opfyldelsesværneting er i en anden medlemsstat end den, hvor den udenlandske virksomhed har hjemting. Man kunne f.eks. forestille sig, at en dansk kreditor anlagde sag i Tyskland mod en fransk virksomhed, med henvisning til, at det var her, der i henhold til aftalen var opfyldelsesværneting, jf. domsforordningens artikel 5. En sådan sag vil kunne afvikles i henhold til forordningen. Ligeledes kan man forestille sig situationer, hvor en dansk virksomhed stævnes i et andet land end den udenlandske kreditors bopælsland.
Henset til, at fuldbyrdelsen ofte skal ske ved den ret, hvor debitor har bopæl, er spekulation i værneting dog ikke normalt i inkassosager.
I henhold til EU-forordning 861/2007 skal sagsøger påbegynde inddrivelsesproceduren ved at indgive en blanket til den relevante domstol. Hvilken domstol som sagsøger skal eller kan anlægge sagen ved, må afgøres i henhold til EU-forordning 44/2001 – domsforordningen, hvilken Danmark også har tiltrådt ved en parallelaftale. Udgangspunktet i domsforordningen er, at sagen skal anlægges ved retterne i den medlemsstat, hvori sagsøgte har bopæl.
Retten fremsender derefter kopi af blanketten til sagsøgte indenfor en periode på 14 dage. Sagsøgte har herefter 30 dage til at svare, hvilket sker ved udfyldelse af en separat blanket. Når denne blanket er returneret, har parterne 30 dage til at fremsende yderligere bevisligheder og retten skal herefter afsige kendelse indenfor yderligere 30 dage. Kendelse kan også afsiges umiddelbart (dvs. uden forudgående bevisindsamling), hvis retten finder grundlag herfor.
Når kendelse er afsagt, kan kravet inddrives i alle medlemsstater. Da Danmark ikke er omfattet af forordningen finder forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelserne ikke anvendelse i Danmark. Der er dog tale om retsafgørelser truffet i medlemsstater, som er omfattet af domsforordningen, hvorfor afgørelser truffet i henhold til EU-forordning 861/2007 formentlig vil kunne fuldbyrdes i Danmark i henhold til bestemmelserne i domsforordningen.
Kendelser afsagt efter ovennævnte system kan appelleres på normal vis. Ligeledes kan kravene overgå til sædvanlig domstolsbehandling, hvis sagsøgte protesterer og sagsøger herefter finder anledning til at vælge en ændret fremgangsmåde.
I lighed med ovenstående småsagsproces, er der også ved EU-forordning 1896/2006 (i kraft fra 12. december 2008) indført en ny inkassoprocedure, der alene kan anvendes for ubestridte krav.
Også her anvendes der en standardblanket, som skal udfyldes og indsendes til den relevante domstol, som derefter afsiger kendelse, medmindre sagsøgte protesterer. Hvis sagsøgte protesterer, kan sagsøger enten vælge at opgive kravet, eller fortsætte sagen ved en normal proces.
Når der er afsagt kendelse gælder der, ligesom EU-forordning 861/2007, at kravet kan inddrives i alle europæiske medlemsstater. Da Danmark heller ikke er omfattet af denne forordning finder forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelserne ikke anvendelse i Danmark. Det europæiske betalingspåkrav vil dog formentlig blive betragtet som en retsafgørelse truffet af en medlemsstat som er omfattet af domsforordningen, hvorfor betalingspåkrav udstedt i henhold til EU-forordning 1896/2006 formentlig vil kunne fuldbyrdes i Danmark i henhold til bestemmelserne i domsforordningen.
Begge forordninger tilsigter at gøre inddrivelsen af udenlandske krav mere tilgængelig på tværs af EUs grænser. Med forordningen forsøger man at eliminere nogle af de processuelle barrierer, som der er medlemsstaterne imellem. Der er dog én væsentlig barriere, som formentlig vil begrænse forordningernes anvendelse – den sproglige barriere. Det sprog, som blanketterne og korrespondancen til retten skal ske på, er den pågældende rets sprog.
Om den sproglige barriere er tilstrækkelig til at begrænse forordningernes anvendelse, må tiden vise. For danske virksomheders vedkommende er de to forordninger dog af begrænset interesse, så længe de danske forbehold stadig er i kraft.