Folketinget har den 17. juni 2008 vedtaget Lov om arbejdsgiveres brug af jobklausuler til ikrafttræden pr. 1. juli 2008.
Loven indebærer blandt andet, at to virksomheder fremover ikke kan indgå en indbyrdes forpligtende aftale om f.eks. ikke at ansætte hinandens medarbejdere, uden at de berørte medarbejdere skriftligt er orienteret om aftalens eksistens.
De berørte lønmodtagere har desuden krav på økonomisk kompensation i en periode efter fratræden, efter samme model, som allerede kendes for konkurrence- og kundeklausuler.
Virkningen af manglende orientering til lønmodtageren er, at jobklausulen – med lovens ord – ikke kan gøres gældende i forhold til (denne) lønmodtager.
Rent sprogligt forekommer formuleringen en smule besynderlig, eftersom det karakteristiske ved en klassisk jobklausul netop er, at den jo ikke gøres gældende i forhold til lønmodtageren, men derimod i forhold til den (anden) virksomhed, aftalen er indgået med. Det skal dog tilføjes, at det af bemærkningerne klart fremgår, at meningen har været, at klausulen (heller) ikke kan påberåbes i det indbyrdes forhold mellem virksomhederne.
Loven indeholder specifikke undtagelser for vikarbureauer samt for jobklausuler, der indgås i forbindelse med forhandling om virksomhedsoverdragelse og det er således i disse situationer fortsat muligt at aftale jobklausuler uden at betale kompensation, henholdsvis – ved forhandling eller aftale om virksomhedsoverdragelse – orientere de berørte medarbejdere. Dog skal det understreges, at der i virksomhedsoverdragelsessituationen gælder en tidsbegrænsning på 6 måneder henholdsvis fra forhandlingerne påbegyndes og fra virksomhedsoverdragelsen finder sted.
Kompensationen for en jobklausul svarer til kompensationen for en kunde- og/eller konkurrenceklausul og såfremt den berørte medarbejder allerede er omfattet af en sådan bestemmelse, modregnes kompensationen, således at tilføjelse af en jobklausul reelt er gratis for arbejdsgiveren.
Opsigelsesvarslet for en jobklausul kan i henhold til loven højest udgøre én måneds varsel til udgangen af en måned, svarende til funktionærlovens bestemmelse om opsigelse af kundeklausuler.
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget var der en del efterlysninger af, at manglende overholdelse af loven skulle udløse en særskilt kompensation, henholdsvis at det fra lovgivers side burde tilkendegives, om/at en sådan manglende overholdelse tillige ville udgøre en overtrædelse af ansættelsesbevisloven. Lovgiver har imidlertid – formentlig med rette – afholdt sig fra nærmere angivelser på dette punkt, som da også bør kunne løses efter de almindelige bestemmelser i ansættelsesbevisloven.
Det skal understreges, at allerede eksisterende jobklausuler berøres af loven på den måde, at de vil være ugyldige efter 1. juli 2009, medmindre de opfylder lovens krav.
(Lov nr. 460 af 17. juni 2008)