Højesteret har i en ny dom fastslået, at en række grundejere har krav på få ejendomsskat betalt tilbage, når de får genoptaget og ændret deres ejendomsvurderinger. Dommen vedrører spørgsmålet om, hvor mange år tilbage i tiden ejeren skal have tilbagebetalt ejendomsskat for.
Når en grundejer anmoder om at få genoptaget en ejendomsvurdering, kan man få genoptaget vurderingerne tre år tilbage i tiden. Men da der kun foretages ejendomsvurdering hvert andet år, kan det tredje år tilbage i tiden sagtens være et år, hvor der ikke er foretaget en ejendomsvurdering.
I disse tilfælde har man ikke hidtil fået genoptaget det tredje år, fordi der ikke var en vurdering i dette år. Men Højesteret fastslår nu, at man også skal have genoptaget dette tredje år, uanset om der er en vurdering eller ej. Man skal have skat betalt tilbage for alle tre år.
Højesterets dom betyder, at SKAT skal ændre sin praksis. Derfor retter SKAT nu de ejendomsvurderinger, der er forkerte, sådan at ejerne kan få for meget betalt skat tilbage.
Jeg er tilfreds med, at højesteret nu har fastslået, hvordan loven skal forstås. Vi retter naturligvis ind, og det betyder, at en lang række grundejere skal have skat betalt tilbage. Vores umiddelbare vurdering er, at vi sammen med kommunerne kan lokalisere de berørte grundejere, så de ikke selv behøver at kontakte os, siger direktør Steffen Normann Hansen.
SKAT anslår, at det drejer sig om en 15.-20.000 grundejere.
Højesteretsdommen har intet at gøre med den fejl i kommunernes beregning af det såkaldte grundskatteloft, som i den senere tid har været omtalt i pressen, og som Folketinget netop har lovgivet om (lovforslag L 65). Denne fejl vedrører spørgsmålet om, hvordan grundskatteloftet skal omberegnes, når en grundejer har fået genoptaget et fradrag i grundværdien for forbedringer og fået forhøjet fradraget.
Kilde: SKAT