Skatteministeriet har udsendt bekendtgørelse nr. 1318 af 18. december 2008, der meddeler, at mindsterenten for 1. halvår 2009 er 3%.

Mindsterenten fastsættes efter kursgevinstlovens § 38. Mindsterenten er afgørende for om kursgevinster på visse fordringer i danske kroner er skattefrie eller ej. Mindsterenten har betydning for den skattemæssige behandling for alle andre fordringer end fordringer erhvervet i næring, fordringer erhvervet for lånte midler samt fordringer i udenlandsk valuta.

Systemet er således, at kursgevinster på fordringer, der på stiftelsestidspunktet skal forrentes med en rente på mindsterenten eller højere, er skattefrie. Fordringen siges at være blåstemplet. Er renten under mindsterenten, er kursgevinsterne skattepligtige. Fordringen siges at være sortstemplet.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at mindsterenten sættes i forhold til den højest tilsagte indfrielsessum. Er et lån optaget til kurs 100 med en rente på 3%, men skal indfries til kurs 200, skal de 3% altså bedømmes i forhold til indfrielseskursen på 200. Renten er altså alene 1,5%.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at efterfølgende ændringer i mindsterenten er uden betydning. Udstedes en fordring f.eks. den 14. januar 2009 med en rente på 3%, vedbliver fordringen med at være blåstemplet selv om mindsterenten senere måtte blive f.eks. 4%. Omvendt vil en i december 2008 udstedt fordring (hvor mindsterenten var 4%) med en rente på 3% vedblive med at være sortstemplet selv om mindsterenten nu er 3%.