Østre Landsret har i en nyere afgørelse taget stilling til, om en tidligere medarbejders efterbetalingskrav vedrørende pension var forældet, eller om forældelsesfristen var suspenderet som følge af utilregnelig uvidenhed hos medarbejderen.
Medarbejderen havde i perioden fra 1983 til 2001 været ansat i fleksjob på et museum og medarbejderens ansættelse var omfattet af SID’s overenskomst med Kommunernes Landsforening. I 1990 blev der uden medarbejderens vidende indgået en pensionsaftale mellem SID og Kommunernes Landsforening, hvorefter han var berettiget til pension. Dette var hverken medarbejder eller arbejdsgiver imidlertid opmærksom på, hvorfor medarbejderen ikke fik udbetalt pension i perioden fra 1990 og frem til hans fratræden ved udgangen af juli 2001.
Medarbejderen blev først opmærksom på, at han var berettiget til pension, da han i 2007 tog kontakt til sin fagforening i forbindelse med, at han skulle gå på efterløn.
Medarbejderens efterbetalingskrav på pension var i henhold til den dagældende forældelseslov omfattet af en 5-årig forældelsesfrist, hvorfor det som udgangspunkt var forældet. Spørgsmålet var derfor, om forældelsesfristen var suspenderet som følge af medarbejderens utilregnelige uvidenhed om kravet, jf. den dagældende forældelseslovs § 3.
Byretten i Nykøbing Falster fandt, at medarbejderens manglende kendskab til pensionsretten i overenskomsten ikke kunne anses for utilregnelig uvidenhed efter forældelseslovens § 3, hvorfor medarbejderens krav var forældet.
Østre Landsret lagde i sin afgørelse vægt på, at medarbejderen ved sin ansættelse ikke var omfattet af en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, og at han ikke fik kendskab til pensionsretten, da denne blev indført i overenskomsten. Landsretten lagde endvidere vægt på, at det på det pågældende tidspunkt ikke var usædvanligt, at en lønmodtager i sit ansættelsesforhold ikke var omfattet af en pensionsordning, samt at medarbejderen ikke under sin ansættelse eller efter sin fratræden var blevet bekendt med, at andre ansatte i fleksjobs var eller blev omfattet af en pensionsordning. Landsretten fandt derfor, at medarbejderens krav var suspenderet frem til 2007, jf. den dagældende forældelseslovs § 3, hvor han fik kendskab til kravet. Kravet var derfor ikke forældet.
(Østre Landsrets kendelse af 8. december 2010 nr. B-1787-10 optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen U.2011.921Ø)
Kommentar:
Østre Landsrets dom vedrører forståelsen af ordene utilregnelig uvidenhed i den dagældende forældelseslovs § 3. Den nye forældelseslov som trådte i kraft den 1. januar 2008 indeholder ikke længere ordene utilregnelig uvidenhed i lovteksten. Der er dog en indholdsmæssig tilsvarende suspensionsregel i den nye forældelseslovs § 3, stk. 2. Det fremgår af forarbejderne, at det er en videreførelse af den tidligere forældelseslovs § 3, hvorfor det antages, at retspraksis vedrørende den tidligere forældelseslov stadig er anvendelig ved fortolkningen af den tilsvarende bestemmelse i den nye forældelseslov.
Man har i retspraksis skelnet mellem henholdsvis uvidenhed vedrørende retslige forhold og uvidenhed vedrørende faktiske forhold. Det følger af retspraksis, at der som altovervejende hovedregel ikke sker suspension, hvis uvidenheden skyldes retslige forhold, mens der kan ske suspension, hvis uvidenheden vedrører faktiske forhold.
Overenskomster er i den forbindelse en svær størrelse, idet overenskomster har mange af de samme karakteristika som lovgivning og andre retskilder. De regulerer de retlige rammer for en bredere kreds af personer. Medarbejderen har under ansættelsesforholdet mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet heraf, hvorfor dette kan tale for at behandle uvidenhed om overenskomstforhold, som retlige vildfarelser.
I afgørelsen lægger Østre Landsret konkret vægt på, at pensionsretten blev indført ved en senere ændring af overenskomsten, uden at medarbejderen blev bekendt hermed, og at det på det pågældende tidspunkt ikke var usædvanligt, at en lønmodtager i sit ansættelsesforhold ikke var omfattet af en pensionsordning. Dette kunne tyde på, at afgørelsen ikke nødvendigvis havde fået samme udfald, hvis medarbejderens uvidenhed skyldtes manglende kendskab til indholdet af den oprindelige overenskomst, usikkerhed om fortolkningen af en konkret bestemmelse i overenskomsten, eller hvis det blev lagt til grund, at medarbejderen var bekendt med ændringen i overenskomsten, men ikke havde sat sig ind i denne.