Selvom der var underskrevet en fratrædelsesaftale, var en medarbejder ikke afskåret fra at gøre krav gældende vedrørende sin ret til aktieoptioner og betingede aktier efter ansættelsens ophør. Dog fortabte han retten, da han havde udvist passivitet.
Den 20. marts og den 6. december 2000 blev medarbejderen tildelt betingede aktier (RSU). I aftalen af den 6. december 2000 blev han ligeledes tildelt aktieoptioner. Virksomheden havde udtrykkeligt anført, at retten til optionerne og de betingede aktier fulgte ansættelsesforholdet, og at retten dermed ville bortfalde, hvis medarbejderen fratrådte inden datoen hvor medarbejderen ville have kunnet udnytte aktierne.
Den 1. maj 2003 indgik parterne en fratrædelsesaftale til fuld og endelig afgørelse. Spørgsmålet om medarbejderens aktieoptioner og betingede aktier blev ikke drøftet mellem parterne.
I 2005 da dele af aktierne kunne udnyttes, kontaktede medarbejderen ikke virksomheden for at få vederlaget udbetalt.
Først i oktober 2008 påberåbte medarbejderen sig retten til at udnytte de betingede aktier samt ret til at udnytte aktieoptionerne efter ansættelsens ophør.
Østre Landsret kom frem til, at fratrædelsesaftalen ikke afskar medarbejderen fra at påberåbe sig retten til optionerne.
Landsretten lagde vægt på, at medarbejderen ikke havde vidst, at han havde ret til optionerne efter ansættelsen, både fordi det ikke var blevet diskuteret mellem parterne og fordi fratrædelsesaftalen var indgået før retspraksis fastslog at aktieoptionsrettigheder er omfattet af funktionærlovens § 17a.
Imidlertid konkluderede Landsretten, at medarbejderen havde udvist passivitet ved ikke at reagere før 2008 på trods af, at retspraksis havde fastslået, at tildelte aktieoptioner udgjorde en vederlæggelse omfattet af funktionærlovens § 17a. Retten udtalte ligeledes, at medarbejderen havde udvist passivitet ved heller intet at havde foretaget sig i 2005, da han opnåede retten til de betingede aktier.
Østre Landsret kom herefter frem til, at medarbejderen havde fortabt sin ret ved passivitet.
Østre Landsrets dom af 29. november 2010, 8. afd., sag B-4-10