Denne sag viser hvordan hovedanpartshavere kan være nødt til at overlade bedømmelsen af om de får udbytte eller løn, til skattemyndighederne og domstolene, hvis ikke de selv styrer tingene.
En hovedanpartshaver havde lejet beboelsesdelen af en ejendom af det af ham ejede selskab, hvori han også var direktør. Selskabets eneste aktiv var ejendommen. Hovedanpartshaveren havde ubestridt betalt mindre end markedslejen. Selskabet blev beskattet af den manglende lejeindtægt. Spørgsmålet var herefter om den for lidt betalte leje skulle beskattes som udbytte eller som løn hos hovedanpartshaveren. Såfremt den for lidt betalte leje blev kvalificeret som løn, ville beskatningen hos selskabet bortfalde, da forhøjelsen for den manglende leje ville blive udlignet med et tilsvarende fradrag for en lønudgift til hovedanpartshaveren. Var der derimod tale om udbytte, ville såvel selskab som hovedanpartshaver blive beskattet. Der forelå ingen ansættelseskontrakt mellem hovedanpartshaveren og selskabet. Af selskabets regnskaber fremgik, at det ikke havde lønnet personale eller udgifter til ansatte. Landsskatteretten fandt, at der var tale om udbytte henset til selskabets begrænsede aktivitet. Østre Landsret fandt ligeledes, at der var tale om udbytte, men begrundede dette med, at der ikke var nogen ansættelseskontrakt, samt at der på grund af regnskabernes oplysning om, at der ikke havde været lønnet personale eller udgifter til ansatte, ikke af hovedanpartshaveren var modtaget løn eller udført arbejde for selskabet. (SKM 2006.611 ØLD)
Kommentar:
Når det er konstateret, at en hovedanpartshaver har modtaget en ydelse af økonomisk værdi fra det af ham ejede selskab opstår spørgsmålet hvorledes dette skal beskattes. Der er i praksis fastsat retningslinier herfor. Hvis der er tale om en enkeltstående ydelse, taler dette for udbytte. Er der tale om en løbende ydelse taler dette for yderligere løn. Er ydelsen af så stor økonomisk værdi, at udbetalt løn plus ydelsen overstiger en rimelig aflønning i forhold til selskabets aktivitetsniveau, taler dette for udbytte. Det er disse retningslinier som Landsskatteretten anvender, da den henviser til at selskabet har en meget begrænset aktivitet. Østre Landsret tilføjer derimod en yderligere facet, idet landsretten ikke henviser til aktiviteten i selskabet, men derimod den manglende ansættelseskontrakt og regnskabets oplysninger om ikke at have lønnet personale eller udgifter til ansatte. Med Østre Landsrets dom er det nu fastslået, at såfremt et selskab ikke har oplyst at have haft lønudgifter til hovedanpartshaveren, har denne ringere mulighed for at få en økonomisk ydelse fra selskabet kvalificeret som løn.