Et holdingselskab solgte sine aktier i datterselskabet for 119 mio. kr. De 89 mio. kr. blev betalt på overtagelsesdagen, mens de sidste 30 mio. kr. skulle afdrages med 2,5 mio. kr. pr. kvartal over 3 år. Betalingen af afdragene var betinget af, at hovedanpartshaveren i holdingselskabet, som ejede 75% af dettes anpartskapital, lod sig ansætte i England i 3 år af det købende selskab. Hovedanpartshaveren betingede sig at holdingselskabet afholdt boligudgifterne, hvilket den anden anpartshaver, der ejede 25% af anpartskapitalen i holdingselskabet tilsluttede sig. Skatteyderen havde selvangivet den fri bolig som løn i England.
Hovedanpartshaveren gjorde gældende, at den fri bolig var løn, der alene kunne beskattes i England. Hovedanpartshaveren gjorde herudover gældende, at den fri bolig ikke på nogen måde havde været til økonomisk skade for holdingselskabet, da holdingselskabet i kraft af betalingen for hovedanpartshaverens bolig havde modtaget de sidste 30 mio. kr.
Skattemyndighederne kom frem til at den fri bolig i England, som hovedanpartshaveren havde haft, var maskeret udbytte, der kunne beskattes i Danmark. Skattemyndighederne lagde til grund, at hovedanpartshaveren ikke var ansat i holdingselskabet, og at den fri bolig ikke kunne være løn.
Byretten kom frem til, at hovedanpartshaveren ikke var ansat i Holdingselskabet og at den fri bolig derfor ikke kunne anses for løn. Byretten lagde yderligere til grund, at hovedanpartshaveren trods samstemmende vidneforklaringer herom ikke havde bevist, at betalingen af de sidste 30 mio. kr. var betinget af, at hovedanpartshaveren tog ophold i England. Resultatet blev, at den fri bolig blev anset for maskeret udbytte.
Sagen blev anket til Vestre Landsret, hvor der blev afgivet yderligere forklaringer til støtte for, at det købende selskab ved aktieerhvervelsen havde betinget sig, at hovedanpartshaveren tog ansættelse i England i 3 år, og at hovedanpartshaveren havde betinget sig, at holdingselskabet afholdt boligudgifterne.
Ved Vestre Landsret fik hovedanpartshaveren medhold. Vestre Landsret vurderede de fremlagte beviser således, at det var godtgjort, at det erhvervende selskab havde stillet krav om, at hovedanpartshaveren skulle tage ansættelse i England i 3 år. Vestre Landsret vurderede yderligere, at det måtte lægges til grund, at det var en fordel for holdingselskabet at betale hovedanpartshaverens boligudgifter, da dette ville give ret til de sidste 30 mio. kr. af salgssummen. Betalingen af den fri bolig kunne derfor ikke anses for en vilkårlig eller forretningsmæssigt ubegrundet overførsel af indkomst fra holdingselskabet, som alene sket på grund af hovedanpartshaverens status som anpartshaver i holdingselskabet. Værdien af fri bolig var derfor ikke maskeret udbytte. At hovedanpartshaveren ikke havde et formelt ansættelsesforhold i holdingselskabet kunne ikke tillægges betydning.
(SKM 2009.415 VLD)
Kommentar:
Vestre Landsrets afgørelse udtrykt ved anerkendelsen af at holdingselskabet havde en forretningsmæssig interesse i at betale hovedanpartshaverens boligudgifter er det helt rimelige resultat.
Der er ingen tvivl om, at den fri bolig er et skattepligtigt gode. I sagen var spørgsmålet helt enkelt hvem der skulle have retten til skatten. Såfremt den fri bolig var løn, kunne alene England beskatte. Såfremt der var tale om udbytte, havde Danmark ret til at beskatte udbyttet med 15% i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med England.
Uanset at dommen fik et gunstigt udfald for hovedanpartshaveren kan der nok være grund til at overveje, hvorledes vederlaget sammensættes i forbindelse med at en virksomhed eller et selskab sælges, og hvor en sælgende ejer/hovedaktionær skal fortsætte med at arbejde hos erhververen. I den ovenfor refererede sag kunne skattesagen have været undgået, såfremt det fra starten havde været aftalt, at hovedanpartshaveren udover lønnen i det erhvervende selskab også skulle have fri bolig, og der ville ikke have været noget i vejen for, at salgssummen på de 119 mio. kr. var sat lidt ned i den forbindelse.