Højesteret fandt, at lokalplan for byudvikling i kystnærhedszonen var lovlig.
I 2005 vedtog Rudkøbing Kommune en lokalplan for byudvikling af et ubebygget område, beliggende i landzone inden for kystnærhedszonen og inden for den normale strandbeskyttelseslinje.
Kommunens vedtagelse af lokalplan blev påklaget til naturklagenævnet, der opretholdt lokalplanen, idet Naturklagenævnet ikke fandt, at lokalplanen var vedtaget i strid med planlovens § 5 B om planlægning i kystnærhedszonen.
Sagen blev indbragt for Østre Landsret, der frifandt Naturklagenævnet. Landsrettens afgørelse blev anket til Højesteret, der lagde vægt på, at området siden 1987 havde været udlagt til byudvikling, at de omkringliggende områder i forvejen var bebygget, og at kommunen var berettiget til – under hensyn til kommunens særlige befolkningsmæssige situation – at lægge vægt på behovet for at kunne tilbyde attraktive byggegrunde med henblik på at tiltrække flere beboere til kommunen.
Sagsøgerne havde i øvrigt påpeget, at der ikke var redegjort i tilstrækkeligt omfang for alternative placeringer. Højesteret udtalte i den forbindelse, at det med kommunens begrundelse for placeringen af det i lokalplanen omtalte område var af begrænset betydning at redegøre for alternative placeringer længere inde i landet.
På denne baggrund frifandt Højesteret tillige Naturklagenævnet.
Dommen er således i tråd med Østre Landsrets dom af 14. marts 2008 i sag B-4002-05 om opstilling af to vindmøller. I denne sag udtalte landsretten, at der forelå en særlig planlægningsmæssig begrundelse i og med at størstedelen af det område, hvori vindmøllerne skulle opstilles, var beliggende inden for kystnærhedszonen, således at det ikke var muligt at finde placeringer uden for kystnærhedszonen i det pågældende område.
I Vestre Landsrets dom af 23. oktober 2003 i sag B-2259-01, fandt landsretten imidlertid ikke, at der forelå sådanne særlige planlægningsmæssige begrundelser for en kystnær placering af et byzoneareal, hvorfor planen blev tilsidesat som ugyldig under henvisning til planlovens § 5 B.
(Højesterets dom af 3. februar 2009)