Et selskab hjemmehørende i Litauen fremsendte via telefax to betalingsinstrukser til selskabets danske bank. Instrukserne gik på, at banken skulle overføre godt 14 mill. kr. til et andet litauisk selskabs bankkonto i Litauen.
En af det modtagne selskabs kreditorer ønskede udlæg foretaget i modtagerens fordring på beløbet i henhold til betalingsinstruksen.
Parterne var enige om, at spørgsmålet om, hvorvidt fogeden havde stedlig kompetence til at behandle sagen, skulle afgøres efter en regel i retsplejeloven, § 487, stk. 2, hvorefter det afgørende var, om det modtagende selskab på udlægstidspunktet havde aktiver i Danmark. Med andre ord var spørgsmålet, om en betalingsinstruks kunne være nok for at anse det modtagende selskab for at have aktiver her i landet.
Landsretten henså til, at betalingsinstrukserne på tidspunktet for deres fremkomst frit har kunnet tilbagekaldes af det betalende selskab. Landsretten lagde videre til grund, at der under alle omstændigheder har skullet foretages yderligere bankmæssige ekspeditioner for at tilvejebringe en ret for det modtagende selskab til beløbene.
Herefter fandtes betalingsinstrukserne ikke i sig selv at have tilvejebragt nogen ret for det modtagende selskab til de omhandlede beløb. Som følge heraf havde det modtagende selskab ikke aktiver i landet på udlægstidspunktet og som følge heraf havde det modtagende selskab ikke værneting her i landet og dermed var der ikke hjemmel til at foretage udlæg i dets aktiver i en dansk fogedret.
(Østre Landsrets kendelse af 18. maj 2005, UfR 2005.2656Ø)