Så er der taget hul på det store spil om skat på fortjenester på lejligheder uden bopælspligt.
En skatteyder boede i en lejelejlighed. Skatteyderen købte en ejerlejlighed, der var fritaget fra bopælspligt. Den købte ejerlejlighed var beliggende få kilometer fra skatteyderens bopæl. I skødet var angivet at ejerlejligheden skulle anvendes som feriebolig. Efter sine egne oplysninger havde skatteyderen brugt ejendommen som feriebolig. Skatteyderen forespurgte om avancen ved et salg af ejerlejligheden ville være skattefri. Skatterådet svarede, at avancen ville være skattepligtig, da skatteyderen ikke havde godtgjort, at det primære formål med erhvervelsen af ejerlejligheden var at benytte denne som feriebolig.(SKM 2006.688 SR)
Kommentar:
Så er der taget hul på det store spil om skat på fortjenester på lejligheder uden bopælspligt. Med de prisstigninger, der over en årrække har været på fast ejendom, er der opsamlet ganske store latente fortjenester. Der er heller ingen tvivl om, at ganske mange har investeret i en lejlighed uden bopælspligt ud fra muligheden for at opnå en gevinst.
Eneste mulighed for at opnå skattefrihed er at skattemyndighederne anerkender, at der er tale om en feriebolig. For at en helårsejendom kan anses for en feriebolig, er det afgørende, at helårsboligen er erhvervet med henblik på at tjene som feriebolig, og at ejendommen rent faktisk har været anvendt som feriebolig.
Den i afgørelsen nævnte skatteyder kunne ikke godtgøre at formålet med erhvervelsen var at få en feriebolig. Det er sådan set meget fair, da ejerlejligheden var beliggende få kilometer fra hans sædvanlige bopæl i en lejelejlighed. Konklusionen er, at erhvervelse som feriebolig kun kan anses at være formålet, såfremt der enten er lang afstand mellem den ejendom der hævdes at være feriebolig og skatteyderens sædvanlige bopæl eller ejendommen er beliggende i et decideret ferieområde.
Måtte afstanden være af en sådan størrelse, at formålet med erhvervelsen kan godtgøres, stilles skatteyderen over for også at skulle godtgøre, at ejendommen har været anvendt som feriebolig. Det fornødne bevis kan f.eks. være, at der kan godtgøres ophold det sted hvor ejendommen er beliggende. For Københavns vedkommende kunne det f.eks. være dokumentation i form af betalinger med et dankort i butikker i København over en weekend.
Mit bud er, at det nok ender med at de fleste investorer skal betale skat af fortjenesten, da de ikke kan godtgøre, at formålet med erhvervelsen var at få en feriebolig.