Højesteret har i en dom fra oktober 2008 nu endeligt afgjort spørgsmålet om, hvorvidt elever og lærlinge, der udfører arbejde som omfattes af funktionærlovens § 1, også er berettiget til erstatning i henhold til lovens § 3, der omhandler funktionærens lønkrav i tilfælde af uberettiget bortvisning.
Sagen, der oprindeligt blev indbragt for Tvistighedsnævnet, vedrørte arbejdsgiverens ophævelse af en elevaftale som følge af, at eleven – der i december 2003 havde pådraget sig en knæskade ved fodboldspil – fortsat ikke var raskmeldt et år senere, hvor en raskmelding først forventedes at kunne foreligge i april 2005.
Tvistighedsnævnet nåede med fire stemmer mod tre indledningsvis frem til, at arbejdsgiverens ophævelse af elevaftalen var uberettiget. I relation til spørgsmålet om erstatning i henhold til funktionærlovens § 3 fandt et flertal på fire medlemmer imidlertid, at elever i henhold til erhvervsuddannelsesloven ikke kan opsiges efter prøvetiden, hvorfor der heller ikke kunne være krav på erstatning i medfør af funktionærlovens § 3. Tre medlemmer mente derimod, at eleven var berettiget til en erstatning svarende til fire måneders løn.
Sagen blev herefter anbragt for Sø- og Handelsretten, som ligeledes fandt, at ophævelsen af elevforholdet var uberettiget. Sø- og Handelsretten fandt imidlertid – under henvisning til, at der ikke lovgivningen er fastsat regler om opsigelsesperioden for elever – ikke, at der kunne tilkendes en erstatning i medfør af funktionærlovens § 3.
Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, som ændrede de tidligere afgørelser, idet Højesteret lagde til grund, at tilkendelse af erstatning efter funktionærlovens § 3 ikke var uforenelig med uddannelsens formål, og at det forhold, at en uddannelsesaftale er uopsigelig, ikke kunne føre til, at funktionærlovens § 3 var uanvendelig. Højesteret tilkendte herefter eleven minimalerstatning i medfør af funktionærlovens § 3.
Højesterets dom af 1. oktober 2008 (U2009.97H)