I forbindelse med at en medarbejder havde tilbagekaldt sin opsigelse efter, at virksomhedens og medarbejderens opsigelser havde krydset hinanden, blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt medarbejderen var berettiget til at tilbagekalde sin opsigelse, eller om den var bindende for medarbejderen.
Medarbejderen var ansat som psykolog på behandlings- og rehabiliteringscentret Vejlefjord (herefter benævnt ”Vejlefjord”).
Da det ikke havde været muligt at komme i kontakt med medarbejderen i to dage, fik medarbejderen på et møde den 25. august 2008 en advarsel. På samme møde fik medarbejderen afslag på sin ansøgning om at gå ned i tid. Samtidig blev det meddelt, at hendes hjemmearbejdsdage var inddraget.
Dagen efter sygemeldte hun sig.
Den 28. august 2008 sendte medarbejderen sin opsigelse med post. Samme dag sendte Vejlefjord også deres opsigelse af medarbejderen pr. post.
Medarbejderens opsigelsesvarsel af ansættelsen var en måned, mens virksomhedens opsigelsesvarsel af medarbejderen var fire måneder.
Vejlefjord modtog den 29. august 2008 medarbejderens opsigelse, bekræftede skriftligt modtagelsen heraf og bemærkede, at medarbejderens ansættelse ville ophøre den 30. september 2008.
Samme dag modtog medarbejderen Vejlefjords opsigelse. Efter samtale med en advokat, trak medarbejderen pr. brev sin opsigelse tilbage den 30. august, idet hun bemærkede, at hun anså sig som opsagt af Vejlefjord og i det hele henholdt sig til det i opsigelsesskrivelsen af 28. august anførte.
Samtidig begrundede hun tilbagekaldelsen af sin opsigelse med, at hun var i affekt, da hun besluttede sig for at opsige sin stilling efter mødet den 25. august 2010.
Vestre Landsret fandt, at medarbejderen fra tidspunktet for afslutningen af mødet den 25. august og frem til hun afsendte sin opsigelse den 28. august havde haft god tid til at overveje sin arbejdsmæssige situation og sit fortsatte ansættelsesforhold i Vejlefjord.
Endvidere lagde Landsretten vægt på, at medarbejderen efter at have modtaget juridisk rådgivning var klar over, at hun i økonomisk henseende ville være betydeligt bedre stillet, hvis hun kunne påberåbe sig Vejlefjords opsigelse frem for sin egen.
Landsretten fandt herefter, at medarbejderens egen opsigelse ikke kunne trækkes tilbage.
Vestre Landsrets dom af 4. marts 2011, 5. afd. Sag B-1338-10
BEMÆRKNINGER:
Som hovedregel er en medarbejder bundet af sin opsigelse fra det tidspunkt, opsigelsen kommer til arbejdsgiverens kendskab.
Opsigelsen kan dog i visse tilfælde tilbagekaldes hvis særlige omstændigheder taler for det, og tilbagekaldelsen sker inden opsigelsen har virket bestemmende på arbejdsgiverens handlemåde jf. aftalelovens § 39, 2.pkt.
”Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge denne lov er afhængig af, at den, til hvem erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han indså eller burde indse på det tidspunkt, da villieserklæringen blev ham bekendt. Dog kan der under særlige omstændigheder også tages hensyn til den kundskab, han har fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men forinden villieserklæringen har virket bestemmende på hans handlemåde”
Der kan være tale om særlige omstændigheder, når en medarbejder eksempelvis efter en ophedet diskussion med en overordnet opsiger sin stilling, men fortryder sin beslutning kort tid efter.
Endvidere er det en betingelse, at opsigelsen endnu ikke har virket bestemmende på arbejdsgiveren.
Et eksempel på at opsigelsen har virket bestemmende kunne være, at arbejdsgiveren har ansat en ny medarbejder.
En opsigelse kan tilbagekaldes, hvis:
– opsigelsen ikke har virket bestemmende på arbejdsgiverens handlemåde,
– særlige omstændigheder taler for, at opsigelsen kan tilbagekaldes, og
– tilbagekaldelsen sker indenfor et forholdsvist kort tidsrum fra afsendelsen af opsigelsen til tilbagekaldelsen af den.
I den konkrete sag var der næppe tvivl om, at opsigelsen ikke havde virket bestemmende, og at tilbagekaldelsen var sket indenfor et kort tidsrum fra afsendelsen af opsigelsen den 28. august til tilbagekaldelsen den 30. august. Derimod var der – som anført af Landsretten – næppe tvivl om, at opsigelsen ikke var afgivet i et øjebliks affekt, men ganske velovervejet. Tilsvarende var tilbagekaldelsen fra medarbejderens side ikke motiveret i et ønske om at bibeholde ansættelsen, men alene i et ønske om at opnå bedre fratrædelsesvilkår.
På denne baggrund må det tiltrædes, at Landsretten fandt, at aftalelovens § 39, 2. pkt. ikke kunne anvendes.