En funktionær blev i maj 2001 ansat hos en arbejdsgiver – A – i dennes forretning. Den 6. juli 2001 blev forretningen bortforpagtet til B og den 9. juli 2001 blev F opsagt til fratræden den 24. juli 2001. Under to sager, som funktionæren anlagde mod henholdsvis A og B blev det på baggrund af bevisførelsen lagt til grund, at funktionæren ikke havde modtaget et ansættelsesbevis (der forelå ganske vist en kontrakt, som funktionæren imidlertid bestred at have modtaget).
Byretten frifandt i første omfang B for funktionærens krav om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis under henvisning til, at Ansættelsesbevisloven kun finder anvendelse på ansættelsesforhold af en varighed på mere end en måned. B ankede herefter dommen for så vidt angik de krav, som funktionæren havde fået medhold i (løn i opsigelsesperioden og betaling for overarbejde) og funktionæren påstod stadfæstelse af dommen. A var ved byrettens dom blevet frifundet, idet byretten fandt, at forpligtelsen til at udrede godtgørelsen for manglende ansættelsesbevis var overgået til forpagteren og denne dom blev ligeledes anket af funktionæren.
Imidlertid havde funktionæren i forhold til B for landsretten alene nedlagt påstand om stadfæstelse. Uanset, at retten nåede frem til, at forpligtelsen til at udrede godtgørelse for manglende ansættelsesbevis var overgået fra A til B og således, at A var frigjort for forpligtelsen, blev resultatet derfor, at såvel A som B blev frifundet i landsretten.
(Vestre Landsret – UfR 2005.651v)