En køberet (option) til en virksomhed blev aftalt mellem på den ene side A og på den anden side B eller et af B 100 % ejet selskab.
Køberetten blev indgået mundtligt i 2000 og skriftligt bekræftet i 2001. I 2005 stiftede B et 100 % ejet selskab, og køberetten udnyttedes i 2005, hvor selskabet erhvervede virksomheden. B anmodede om et bindende ligningssvar om, hvorvidt B skulle beskattes af selskabets udnyttelse af køberetten. B mente ikke at dette burde være tilfældet, da køberetten – uanset at den var en finansiel kontrakt – blev opfyldt med levering (køb af virksomheden), og derfor faldt ind under kursgevinstlovens undtagelsesregel.
Skatterådet nåede frem til, at en option er en aftale indgået mellem to parter, og da køberetten var indgået mellem A og B eller et af B 100 % ejet selskab var der en part for meget. Da det 100 % ejede selskab ikke defineredes entydigt, kunne det ikke være part i en aftale.
Det var herefter Skatterådets opfattelse, at B havde overdraget køberetten til selskabet efter dettes stiftelse i 2005, og at B derfor skulle beskattes af fortjenesten på køberetten, da køberetten ikke mellem A og B var blevet opfyldt ved virksomhedsoverdragelsen. (SKM 2006.328).
Kommentar:
Der er 2 interessante forhold i Skatterådets afgørelse. For det første udtaler Skatterådet, at der kun kan være 2 parter i en optionsaftale. Dette er for så vidt korrekt, idet der kun kan være en sælger og en køber. Når der alligevel kan stilles spørgsmålstegn ved, om Skatterådets udtalelse er korrekt, skyldes det, at det ikke er utænkeligt, at der som sælger eller køber i henhold til en optionsaftale indgår en flerhed af fysiske eller juridiske personer. Med Skatterådets afgørelse, vil det være udelukket, at der sker udskiftning af flerheden af fysiske og juridiske personer.