I 1988 blev A ansat i en virksomhed, V, som havde indgået overenskomst med Dansk Funktionærforbund, DF. I overenskomsten var det blandt andet anført, at de i V beskæftigede funktionærer fortrinsvis skule være organiserede i DF, som A da også havde indmeldt sig i allerede 2 år tidligere, da han blev ansat som elev. V blev i august år 2002 i Arbejdsretten idømt en bod for brudt på overenskomsten ved i mere end 10 år at have ignoreret overenskomstens fortrinsklausul.
I september 2002 ønskede A at melde sig ud af DF, som imidlertid fastholdte medlemskabet under henvisning til fortrinsklausulen. Det fremgik endvidere at DF´s vedtægter, at et medlem ikke kunne udmelde sig af foreningen, så længe vedkommende var beskæftiget inden for DF´s organisationsområde.
Blandt andet fordi spørgsmålet om den såkaldte negative foreningsfrihed (altså retten til ikke at være medlem af en forening) i første række er et politisk spørgsmål, der henhører under Folketinget, fandt Landsretten at der må udvises betydelig tilbageholdenhed ved vurderingen af, om en given handlemåde måtte være i strid med beskyttelsen af den negative foreningsfrihed i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11 og i forlængelse heraf Aftalelovens § 36.
Under de foreliggende omstændigheder, hvor A blandt andet fandt sit medlemskab af DF stridende mod sin fagpolitiske opfattelse, fandtes det urimeligt, jævnfør Aftalelovens § 36, at A ikke skulle være berettiget til at melde sig ud af DF med et passende varsel.
(Østre Landrets dom af 25. februar 2005, 9. afd. B-1255-04)
Kommentar
Som det fremgår af begrundelsen var Landsretten noget tøvende overfor anvendelse af Aftalelovens § 36, som domstolene generelt kun anvender med største forsigtighed. Imidlertid fremgik det af sagen, at den ansatte rent faktisk havde været fagpolitisk aktiv på forskellige måde, blandt andet som initiativtager til dannelse af en personaleforening, og det virker som om disse forhold ligeledes har haft betydning for Landsrettens vurdering.