Retten skulle i denne sag blandt andet tage stilling til, hvorvidt den bøde, som Lögstör Rör GmbH (datterselskab af Løgstør Rør A/S) var idømt ved Kommissionens beslutning (sag IV/35.691/E-4 – EFT 1999) i forbindelse med rørkartel-sagen, skulle nedsættes.
Ifølge Kommissionens beslutning blev der sidst i 1990 indgået en principaftale mellem fire danske producenter af fjernvarmerør om et generelt samarbejde på deres hjemmemarked.
En af de første foranstaltninger, der blev truffet, var samordning af en prisforhøjelse, såvel for det danske marked som for eksportmarkederne. Med henblik på en opdeling af det danske marked blev der fastsat kvoter, som derefter blev gennemført og overvåget af en kontaktgruppe, som omfattede de pågældende virksomheders salgsdirektører.
I forbindelse med ethvert forretningsprojekt (herefter et projekt) meddelte den virksomhed, som kontraktgruppen havde tildelt projektet, de andre deltagere, hvilken pris den agtede at tilbyde, og derpå fremsatte de andre højere bud for at beskytte den leverandør, som kartellet havde udpeget.
I 1994 blev der – stadig ifølge beslutningen – indgået en aftale mellem disse producenter om fastsættelse af kvoter for hele det europæiske marked. For visse nationale markeder blev der oprettet en kontaktgruppe, som bestod af de lokale salgsdirektører, og som skulle administrere aftalerne og herved fordele projekterne og koordinere buddene i forbindelse med licitationer.
I beslutningen anfører Kommissionen, at ikke alene den udtrykkelige markedsdelingsordning, som de danske producenter vedtog sidst i 1990, men også de arrangementer, der blev indgået fra oktober 1991, når de ses under ét, kan anses for at udgøre en aftale, der er forbudt efter traktatens artikel 81, stk. 1.
Kommissionen understreger endvidere, at det danske og det europæiske kartel blot var udtryk for et enkelt kartel, der begyndte i Danmark, men som fra begyndelsen havde det langsigtede mål at udvide deltagernes kontrol til hele det europæiske marked.
Ifølge Kommissionen havde den vedvarende aftale mellem producenterne mærkbar indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne. Lögstör Rör GmbH blev idømt en bøde på euro 1.500.000. Retten bemærkede, at det fremgår af retspraksis, at Kommissionen ved udmåling af boden kan basere sig på en omsætning, der ikke alene omfatter omsætningen ved salg af det af overtrædelsen berørte produkt til tredjemand, men også værdien af de interne leverancer af det pågældende produkt til foretagender, som tilhører virksomheden og dermed ikke er selvstændige juridiske personer.
For det første findes der ingen regler, der forbyder en hensyntagen til værdien af et selskabs interne leverancer i forbindelse med bødeudmålingen.
For det andet har den øvre grænse for en bøde, som er fastsat til 10% af virksomhedens omsætning, til formål at sikre, at bøderne ikke er urimelige i forhold til virksomhedens størrelse, og da det faktisk kun er den samlede omsætning, som kan give en omtrentlig forestilling herom, skal den anførte procentsats forstås således, at den vedrører den samlede omsætning. Hvis der ikke blev taget hensyn til værdien af de interne leverancer, ville de vertikalt integrerede selskaber nødvendigvis blive begunstiget på uberettiget vis.
Der ville i så fald ikke blive taget hensyn til den fordel, der blev draget af kartellet, og den pågældende virksomhed ville dermed ikke blive pålagt en sanktion, der står i forhold til dens betydning på markedet for de af overtrædelsen omfattede produkter.
Retten fastslog derfor, at Kommissionen med rette havde medinddraget omsætningen af interne leverancer i forbindelse med bødeudmålingen og stadfæstede Kommissionens bødeudmåling.
(Retten i 1. instans, dom af 20. marts 2002).