I forbindelse med behandlingen af lovforslaget vedrørende den forenklede inkassoproces og tidligere i forbindelse med overvejelser om en ny småsagsproces har det været overvejet om andre end advokater skulle have adgang til at repræsentere kreditor i retten.
Herudover har det også i EU været overvejet om konkurrencen indenfor de liberale erhverv er tilstrækkelig eller bliver hæmmet af begrænsninger f.eks. i form af uddannelsesmæssige krav.
Blandt andet for at få afklaret disse spørgsmål, har regeringen nu besluttet at der skal nedsættes et udvalg der skal foretage en samlet gennemgang af retsplejelovens regler om advokaters forhold herunder møderetsmonopolet samt eneretten til at repræsentere andre i retssager.
Udvalget er blevet bredt sammensat af repræsentanter for såvel, advokater, dommere, erhvervsdrivende, forbrugere og ministerier og forventes at afgive delbetænkning om advokaternes mødemonopol medio 2005.
Reglerne for hvem der kan møde er reguleret i retsplejeloven og det har hidtil været antaget at advokaternes eneret har været begrundet i hensynet til kundernes behov for en bisidder, der i kraft af sin uddannelse, advokattilsynet, advokaternes skrappe disciplinærregler, lov-pligtige forsikring m.v. måtte anses som særligt kvalificeret.
Det bliver spændende at følge udvalgets arbejde og overvejelser af om andre end advokater kan repræsentere kreditorer.