En pilot skulle betale erstatning til Forsvarsministeriet, efter at han havde forladt forsvaret inden udløbet af sin tjenestepligtsperiode.
En person startede som 19-årig på en pilotuddannelse i Flyvevåbnet. Umiddelbart efter starten på uddannelsen underskrev han den 19. august 1987 en erklæring, der forpligtede ham til at forrette tjeneste i forsvaret, indtil han var fyldt 33 år. Inden tjenestepligtsperiodens ophør opsagde han i 1999 sin stilling og blev ansat som civil pilot i SAS. Forsvarsministeriet fremsatte herefter et erstatningskrav, der for Højesteret var opgjort til ca. 463.000 kr. Kravet var opgjort med udgangspunkt i uddannelsens samlede pris med forholdsmæssigt fradrag for den aftjente del af tjenestepligtsperioden, der lå efter uddannelsens afslutning den 13. december 1991.
Piloten gjorde blandt andet gældende, at han ikke var bundet af tjenestepligtserklæringen, og at Forsvarsministeriet havde udvist passivitet ved ikke at have oplyst ham om erstatningskravets størrelse, da han bad om oplysning om dette, før han forlod forsvaret.
Højesteret udtalte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den forpligtelse, som piloten havde påtaget sig ved erklæringen af 19. august 1987, og at han derfor var undergivet tjenestepligt i forsvaret til udgangen af januar 2001. Da ansættelsesforholdet var ophørt 17 måneder inden udløbet af tjenestepligtsperioden, havde Forsvarsministeriet krav på erstatning. Kravet fandtes ikke at være bortfaldet ved passivitet.
Højesteret tog ved fastsættelsen af erstatningens størrelse udgangspunkt i de samlede uddannelsesomkostninger for piloten, i alt ca. 2,8 mio. kr. Højesteret fastsatte herefter erstatningen til afrundet 440.000 kr. svarende til den del af de samlede uddannelsesomkostninger, der ved en forholdsmæssig fordeling kunne henføres til den manglende gavntjeneste i 17 måneder.
Højesteret ændrede dermed landsrettens dom, der havde dømt piloten til at betale 170.000 kr. i erstatning.
(Dom afsagt den 13. januar 2005 af Højesteret – sag nr. 266/2003)