De seneste 3 højesteretsdomme om forældremyndighed og skilsmissebørns bopæl er afgjort snævert med 3-2 flertal – såkaldt dissens. Det er måske forståeligt men rigtig ærgerligt. For det betyder, at vi ikke bliver klogere af, at det er Højesteret, der taler.
Familieretsjurister ærgrer sig meget over, at det generelt er meget svært overhovedet at få lov til at få en sag i Højesteret. Særligt forældreansvarssager har det været svært at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at føre for Højesteret.
Den væsentligste betingelse for overhovedet at få lov til det er, at sagen skal være principiel.
Tankegangen er, at Højesterets samfundsindsats skal indskrænkes til via sine afgørelser at udstikke retningslinjer for lovfortolkning, som såvel advokater som by- og landsretterne kan pejle efter fremadrettet.
Derfor sidder vi hele tiden og venter spændt på sådanne principielle afgørelser, som vil kunne gøre det lettere at agere både som forældrene i deres indbyrdes konflikt men også for os, der skal forsøge at rådgive befolkningen om, hvordan konflikten vil blive løst, hvis den skal løses juridisk og ikke ved forhandling (retsmægling eller mediation).
Forældreansvarslovens altoverskyggende princip er, at en afgørelse efter loven skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Alle bemærkninger til loven lægger vægt på, at afgørelsen skal træffes efter det konkrete barns konkrete forhold.
De senere års få højesteretsafgørelser må i sandhed siges at understrege det. De bliver nemlig ofte ikke afgjort af en enig Højesteret.
I de fleste højesteretssager deltager der 5 dommere. Når dommerne ikke er enige, siger man, at der er dissens. Men det er selvfølgelig flertallets afgørelse, som gælder.
I den nyeste dom fra 16. februar 2016, bruger alle højesteretsdommerne en del plads på at gennemgå det helt overordnede om loven og hensigtserklæringerne om, at et barn har ret til to forældre, og at det er hovedreglen, at der skal være fælles forældremyndighed, med mindre det i et fremadrettet perspektiv må antages, at forældrene ikke er i stand til at samarbejde til gavn for børnene.
Herefter deler Højesteret sig med 3 dommere for eneforældremyndighed til mor og 2 for fælles forældremyndighed. De foretager simpelthen en konkret vurdering baseret på den enkelte højesteretsdommers indtryk af, hvorvidt forældrene må antages at kunne samarbejde.
Det eneste, som man kan udlede af dommen er vel egentlig, at afstanden i sig selv ikke bør kunne forhindre fælles forældremyndighed. Men det er der nu mange afgørelser, som er nået frem til i forvejen..
Højesteret har imidlertid også i november 2015 haft spørgsmålet om fælles forældremyndighed til behandling. Den 24. november traf retten nemlig afgørelse i en sag om fælles forældremyndighed, der desværre heller ikke efterlader befolkningen i større afklaring om retsstillingen.
Problemstillingen i den sag var, at der var tale om en dansk far og en thailandsk mor, som lærte hinanden at kende i 2010 på en ferie i Thailand. Faren arbejdede dengang i Holland, og parret flytter sammen der, hvor de får en datter i december 2011.
De ophæver samlivet i oktober 2012. En hollandsk domstol bestemmer, at faren må tage datteren med til Danmark, hvilket han så gjorde i august 2013.
Herefter har moren et relativt sporadisk samvær i farens hjem i Danmark ca. en gang om måneden. Samværet synes vanskeliggjort af, at faren ikke tillader moren at tage barnet med på et almindeligt samvær, da han frygter, at moren vil tage barnet med ud af landet. Mors økonomi synes at være årsag til det ret sporadiske samvær, da det er bekosteligt at rejse til Danmark og indlogere sig på hotel.
Derudover er der nogenlunde hyppig skype-kontakt mellem mor og barn. Datteren taler kun dansk.
Der er en del uoverensstemmelser mellem forældrene om flere forskellige forhold. De har lidt sprogforvikling, da deres interne sprog er engelsk, som de kun synes at beherske begrænset. Religiøse uoverensstemmelser har rod i, at mor er
buddist og far kristen.
Far siger, at der ikke rigtig er noget samarbejde. Mor at det sådan set fungerer nogenlunde.
Nøjagtig som i den nyeste dom deler Højesteret i november-sagen sig i en 3-2-afgørelse baseret på meget konkrete vurderinger af samarbejdspotentialet.
Tilbage i 2011 havde Højesteret en sag til prøvelse spørgsmålet om, hvorvidt en bopælsforælder kan flytte med barnet, sådan som det egentlig fremgår af forældreansvarslovens § 2. (Bopælsforælderen kan bestemme, hvor i landet barnet skal bo). Højesteret bestemte ved den dom (UFR 2011/257), at 2 børn på 4 og 6 år skulle bo hos M, der var flyttet fra en by til en anden men også dengang i en 3-2-afgørelse. Jeg kommenterede dengang afgørelsen sådan:
Afgørelsen er på en måde rigtig ærgerlig. Det er ekstremt vanskeligt at få lov til overhovedet at få en sag for
Højesteret gennem Procesbevillingsnævnet. Sagen skal være principiel.
Når så endelig det lykkes at få en sag om flytning i Højesteret, kommer der en 3-2-afgørelse.
Det ærgrer mig grænseløst, at Højesteret både for flertallets og mindretallets vedkommende alene går ind i en ”ævle-bævle-argumentation”. Vel skal domme være konkrete, men når vi er helt oppe og ringe i Højesteret, ville det have været dejligt, om man havde forholdt sig mere konkret til lovens bestemmelser om, at det er bopælsforælderen, der bestemmer hvor i landet barnet skal bo.
Det gjorde de så ikke. Derfor må jeg konstatere, at det trods alt virker rigtigst på mig, at Højesterets flertal lægger afgørende vægt på tilknytningen til forældrene end til ”byen”.
Jeg tror virkelig, at de her nævnte afgørelser er de seneste tre, hvor Højesteret har haft mulighed for at mene noget om forældremyndighed og bopæl for skilsmissebørn.
Som du kan se, er der ikke megen vejledning at hente i Højesteret.