Højesteretsdom bør læses af mange grundejerforeninger

I februar 2013 faldt skadelidte og pådrog sig personskade. Faldulykken skete på en privat fællesvej ud for Dorthe Agerskovs ejendom. Hun havde ikke foretaget glatførebekæmpelse. På den baggrund fastslog landsretten, at Dorthe Agerskov skulle anerkende erstatningsansvaret for den personskade, som skadelidte pådrog sig ved ulykken.

Dorthe Agerskov var medlem af Grundejerforeningen Planetbyen. Det fremgik af grundejerforeningens vedtægter, at foreningen forestod ren- og vedligeholdelse, snerydning, glatføregrusning etc. på veje, stier og fællesarealer i området. Grundejerforeningen var også medinddraget i sagen for landsretten, men blev frifundet. Det skete med dommerstemmerne 2-1. Flertallet mente ikke der var hjemmel til at overlade ansvaret til en juridisk person (som f.eks. en grundejerforening).

Højesteret mente, at Dorthe Agerskov med rette kunne forvente, at grundejerforeningen udførte glatførebekæmpelse på den private fællesvej. På den baggrund fastslog Højesteret, at grundejerforeningen skulle friholde Dorthe Agerskov for ethvert beløb, som hun måtte blive pålagt at betale til skadelidte som følge af hans tilskadekomst.

Højesteret bemærkede, at bestemmelsen i en lokalplan om grundejerforeningens pligt til drift og vedligeholdelse af vej- og stianlæg, herunder snerydning og glatførebekæmpelse på veje og stier, havde hjemmel i planloven.

KOMMENTAR:
Højesteret lagde vægt på, at det af § 6.1 i grundejerforeningens vedtægter om foreningens formål og opgaver fremgår, at foreningen ”forestår drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, herunder … ren- og vedligeholdelse, snerydning, glatføregrusning etc. på veje, stier og fællesarealer” for at varetage ”grundejernes fælles interesser … ved at sikre vedligeholdelse af veje og fællesarealer og fornøden snerydning.” Højesteret fremhævede, at den nævnte opgave falder inden for grundejerforeningens formål og naturlige virksomhed. Derfor, fastslår Højesteret, kunne medlem af grundejerforeningen, Dorthe Agerskov, med rette forvente, at grundejerforeningen udførte glatførebekæmpelse på veje, stier og fællesarealer, herunder den private fællesvej ud for hendes ejendom, hvor skadelidte faldt.

Dommen bør få grundejerforeninger til at se på om de har tilstrækkelig tjek på det ansvar, der kan påhvile foreningen i medfør af dens vedtægter.

Dommen er afsagt 21-06-2016 i sag 194/2015.